23948sdkhjf

Polsterproducent skyder kapital i vestjysk møbelgrossist

Troels Denmark har købt sig ind i Canett Furniture, og dermed er et allerede stærkt samarbejde nu styrket yderligere. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Siden en konkurs og efterfølgende rekonstruktion i 2018 har Canett Furniture arbejdet på at genrejse forretningen, der oprindeligt blev etableret i 2003. En ny ledelse er sat i spidsen, og med den seneste udvidelse af ejerkredsen er den vestjyske virksomhed nu også økonomisk gearet til at forfølge ambitionerne om vækst.  

– Vi har i et halvt års tid søgt aktivt efter en partner, der kunne styrke likviditeten, og med Troels Denmark har vi fået en samarbejdspartner, som allerede kender forretningen godt, og som vi ser nogle klare synergier i at arbejde tættere sammen med, fortæller Rasmus Christjansen, der tiltrådte som adm. direktør i Canett i maj 2019.

Troels Denmark har overtaget 40 pct. af aktierne i Canett Furniture, og handlen er foregået via en kapitaludvidelse. Med i ejerkredsen er således stadig Jesper Johansen, der efter Canetts konkurs skød et større millionbeløb i virksomheden, samt Canetts stifter Anette Berg Skafsgaard.

Forskellige produkter til samme kunder
Troels Denmark, der har base i midtjyske Møldrup, har specialiseret sig i sofaer og lænestole, mens Canett Furniture primært fokuserer på møbler til spisestuen. Ifølge Rasmus Christjansen er det et rigtig godt udgangspunkt for øget samarbejde.

– Det er de samme kundegrupper, vi henvender os til, og mange af de samme indkøbere vi har kontakten med, fortæller Canett-direktøren.

Hidtil har de to virksomheder igennem mange år haft et samarbejde omkring messeaktiviteter og agenter på det norske marked. Rasmus Christjansen vurderer, at de synergier, man har hentet her, også kan overføres til de andre skandinaviske markeder, som er Canetts hovedfokus.

– Vi kommer til at udvide samarbejdstanken til vores andre markeder, men det bliver med et skarpt blik for ikke at drukne det ene brand i det andet; vi skal holde fast i at være skarpe hver for sig, slår han fast.

Dobbelt op i bestyrelsen
Med den udvidede ejerkreds følger også en udvidelse af Canetts bestyrelse, som fra den ene dag til den anden er blevet dobbelt så stor. Ind er trådt Bjarke Østergaard Pedersen, adm. direktør i Troels Denmark, Claus Rokkjær Thomassen, økonomidirektør i Top-line, der ejer Troels Denmark, samt Top-lines direktør, Svend Østergaard Pedersen, der sætter sig på formandsposten.

– Det sidste år har vi haft fokus på den turnaround, vi har været igennem, så det har i høj grad handlet om økonomi; med de nye ansigter i bestyrelsen får vi nogle meget stærke møbelkræfter ind, siger Rasmus Christjansen og uddyber:

– Det er nogle meget kloge branchekompetencer, som har styr på, hvad der sker i markedet og hvor det bevæger sig hen, så selvom det er en stor udvidelse, er jeg sikker på, det finder et rigtig godt leje.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.02