23948sdkhjf

Stifter giver direktørstafetten videre efter 35 år

Efter 35 år i front for Top-Line har ejerleder Svend Ø. Pedersen valgt at takke af på direktørposten og overlade tøjlerne til næste generation. Samtidig har møbelproducenten i Møldrup hentet en ny men velkendt profil til direktørposten.

– Alt har jo sin tid, og da jeg nu har passeret de 70, mener jeg, tiden er inde til at geare lidt ned, og samtidig sætte et slagkraftigt hold til at fortsætte den positive udvikling, som firmaet har været inde i de sidste mange år, udtaler Svend Ø. Pedersen.

En forretning i fart

I september kunne han præsentere et årsregnskab for 2020/21, der bød på en 22-dobling af bundlinjen oven på et coronahug året forinden, og den pludselige travlhed betød, man hos Top-Line besluttede at skrue op for kapaciteten og udvide den ellers ganske nye fabrik i polen fra 1.000 til 3.000 kvm. Det er således en virksomhed i højt tempo, Svend Ø. Pedersen nu overlader til næste generation.

Sønnen Bjarke Ø. Pedersen er i dag hovedaktionær i foretagendet, og både far og søn er visse på, at man har fundet den rigtige mand til at overtage det daglige ansvar for koncernen, der udover Top-Line tæller en håndfuld virksomheder, blandt andet Troels Danmark, produktionsselskabet M-Line samt Canett Furniture.

Og det er netop hos sidstnævnte Top-Line nu har fundet sin nye, adm. direktør. Det bliver nemlig Claus S. Nørgaard, der har 30 års erfaring som direktør, og som siden sensommeren 2020 har siddet i direktørstolen hos Canett.

– Vi har jo haft muligheden for at vurdere Claus lidt, da han har været CEO for vores datterselskab Canett Furniture de seneste 2 år. Her var det hurtigt tydeligt for os, at han besidder alle de egenskaber, vi som en større virksomhed har brug for fremadrettet. I parløb med den øvrige ledelse er jeg helt overbevist om, at vi kommer til at løfte virksomheden til nye højder, lyder det fra Bjarke Ø. Pedersen.

Trækker sig med ro i maven

Den vurdering bakker hans far op om, og Svend Ø. Pedersen understreger, at det har gjort beslutningen om at trække sig væsentligt lettere.

– Selvfølgelig har det været et svært tilløb, og der er nogle følelser forbundet med en forretning, man har brugt så mange år på, men jeg er helt sikker på, at vi har fundet den helt rigtige mand til posten. Derfor kan jeg trække mig med ro i maven, forklarer stifteren, der dog ikke er helt færdig med foretagendet.

Han fortsætter nemlig som arbejdende bestyrelsesformand, mens Bjarke Ø. Pedersen fortsætter som hovedansvarlig for koncernen globale salg. Og den nye direktør ser frem til at arbejde endnu tættere med den efterhånden velkendte møbelfamilie.

– Gennem de seneste par år har jeg lært både Svend, Bjarke og hele teamet i Top-Line koncernen at kende som en rigtig stærk og konkurrencedygtig producent med en stærk virksomhedskultur og nogle sunde værdier, som matcher mine perfekt, udtaler Claus S. Nørgaard og fortsætter:

– Jeg er både beæret og ydmyg i forhold til det ansvar og den forpligtelse, som følger med i forhold til at videreføre det, som Svend og Bjarke har lagt al deres fokus og energi i at opbygge.

Top-Line beskæftiger i dag 400 medarbejdere gennem de fem datterselskaber og på de to fabrikker i Polen.

TOP-LINE MØBELPRODUKTION MØLDRUP A/S
Regnskabsår 2020 2019 2018
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 13,407 9,480 9,678
Resultat før skat 13,329 0,950 3,842
Årets resultat 11,690 1,285 3,618
Omsætningsaktiver i alt 21,070 14,280 14,775
Status balance 68,588 62,884 62,961
Egenkapital 46,516 35,103 37,227
Antal ansatte 18 18 18
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: top-line Canett Furniture
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.414