23948sdkhjf

Vi solgte på toppen: Hæve/sænkespecialist på amerikanske hænder

Det Rudkøbing-baserede Rufac Holding, der dækker over Rufac ApS samt den amerikanske gren Sis Ergo, er blevet solgt til det amerikanske Innovative Office Products for en ikke oplyst pris.

Producenten af ergonomiske kontormøbler har siden 2008 været en del af Midform-gruppen, og ifølge direktøren er salget udtryk for, at de langelandske kompetencer er blevet bemærket ude i verden.

– Som vores nye ejer siger, så er vi nok de eneste i verden, som kan, det vi kan, siger Midform-direktør Claus Hansson og uddyber.

– Vi har den bredeste portefølje af teknologier inden for ergonomiske møbler, primært borde, og en stor evne til at fremstille kundetilpassede løsninger, som er meget populære på det amerikanske marked.

Rufac

Rufac har hjemme i Rudkøbing på Langeland. Her beskæftiger virksomheden omkring 20 medarbejdere, mens man har knap 20 ansatte i USA, der står for logistik og salg, her under navnet SiS Ergo.  Alle ansatte fortsætter efter salget.

Rufac blev oprindeligt stiftet i 1966, og virksomheden producerer ergonomiske kontormøbler. Det første højdeindstillelige bord kom ud fra fabrikken i 1970 – dengang var det designet til en skrivemaskine.

I Regnskabsåret 2018/19 lød Rufacs bruttofortjeneste på 37 mio. kr., mens resultatet før skat landede på 30 mio. kr.

Før salget var Rufac ejet af Midform-gruppen, som overtog den langelandske virksomhed i 2008.

Innovative Office Products

Rufacs nye ejer er amerikanske Innovative Office Products, der har hovedsæde i Eaton, Pennsylvania.

Innovative Office Products blev grundlagt i 1986, og beskæftiger i dag mere end 200 medarbejdere i USA.

Virksomheden har specialiseret sig i innovative, ergonomiske løsninger og er blandt andet en af de førende spillere inden for fremstillingen af monitorarme.

Fra dyre forpligtelser til god forretning
Da Claus Hansson og Midform i 2008 overtog Rufac midt i en buldrende finanskrise, sagde han i højere grad ja til en række forpligtelser end til en blomstrende forretning.

– Jeg gav stort set nul kroner for aktiviteterne og overtog en masse dyre forpligtelser, herunder omkring 25 medarbejdere med ni måneders opsigelse samt en dyr huslejekontrakt på fem år, fortæller Claus Hansson til Wood Supply.

Hvad prisen for Rufac siden da er vokset til, ønsker parterne ikke at oplyse, men Claus Hansson understreger, at man ”bestemt er godt tilfreds”.  

Selskabet oplyser ikke omsætning, men i regnskabsåret 2018/19 voksede bruttofortjenesten i Rufac ApS fra 19 til 37 mio. kr., mens resultatet før skat blev mere end fordoblet og landede på 30 mio. kr. Dermed landede ergonomieksperten sit næstbedste resultat siden Midforms overtagelse.

– På den måde kan man sige, at vi har solgt på toppen, lyder det fra Claus Hansson, der fortsætter på posten som adm. direktør i Rufac efter opkøbet.

Et aggressivt opkøb
Claus Hansson betegner opkøbet som en ”aggressiv accusition”, og det er forventningen, at det amerikanske ejerskab kommer til at sparke yderligere til væksten.

– Vi regner med at øge aktiviteten med en 30 – 50 procent i de kommende år, lyder direktørens vurdering.

Væksten skal blandt andet hentes på en række nye markeder, og det bliver den del af forretningen, der fremover får Claus Hanssons fokus.

– Med salget får vi styrket vores muskler i USA, hvor vi lige nu henter mere end 90 procent af vores omsætning. Dermed får vi også frigjort ressourcer til at kigge på en række nye markeder i EMEA-regionen (Europa, Mellemøsten og Afrika, red.), ligesom vi også kommer til at skubbe yderligere på i Asien, fortæller han.

En langelandsk kultur  
De nye ejere holder fast i produktionen på Langeland, hvor Rufacs omkring 20 medarbejdere fortsætter arbejdet. Og ifølge Claus Hansson har netop medarbejderne en stor del af æren for, at virksomheden nu er blevet moden til et salg.

– Jeg er super stolt af den langelandske kultur, som jeg føler er ret unik, siger han og uddyber.

 – Vores medarbejdere har været med i mange år, og de er virkelig noget særligt; her er et meget lavt fravær, og der er ingen, der er bange for at arbejde ekstra, hvis det brænder på. Medarbejderne er på den måde en meget stor del af virksomhedens fremtidssikring, slår den stolte direktør fast.

Han fremhæver afslutningsvis, at der efter en veloverstået salgsproces skal lyde en stor tak til formand Lars Aaen, CFO Anders Poulsen, Controller Charlotte Bisbjerg, der har arbejdet i døgndrift i forbindelse med handlen.

Rufac ApS
mio. kr. 2018/19 2017/18
Bruttofortjeneste 37,0 19,1
Driftsresultat 28,9 11,4
Resultat før skat 30,1 14,3
Årets resultat 23,5 11,1
Balancesum 84,5 50,8
Egenkapital 52,7 39,2
Gns. antal ansatte 19 16
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2019.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111