23948sdkhjf

Stockholm: Lehm og Skippers verdensnyhed skal give dem begge et skub på kontraktmarkedet

Resultatet af et nyt samarbejde så dagens lys på årets Stockholmmesse. I syv år har designer Henrik Lehm arbejdet på det, der nu er blevet en hel møbelkollektion, som han og Skipper Furniture i disse dage stolt kan vise frem i Älvsjøs messehaller. Kollektionen Lehm by Skipper inkluderer blandt andet en vaskeægte verdensnyhed.

- Det her er verdens første firbenede stol med returdrej, fortalte en begejstret Jesper Gilleladen, salgsansvarlig for kontraktmarkedet hos Skipper Furniture i Danmark, på årets første messedag.

Startede med rygproblemer
For Henrik Lehm startede historien om den nye kollektion, da han for syv år siden mødte en kvinde med rygproblemer.

- Hun havde brug for en stol, som kunne dreje og vippe til spisebordet, men hun kunne kun finde kontorstole med de funktioner, fortæller designeren, der er taget med Skipper til det svenske.

Derfor gik Henrik Lehm i gang med at udvikle en stol, der både var flot nok til at fortjene en plads ved spisebordet, og som kunne opfylde de behov, kvinden – og andre kunder – havde.

I dag, syv år senere, er det blevet til en hel kollektion, der består af lette borde og stole med et væld af kombinationsmuligheder.

- Vi kan kombinere stel, skaller og bordplader på alle måder – faktisk er der omkring 300 forskellige kombinationsmuligheder, fortæller Henrik Lehm.

Et gensidigt skub
At den nye kollektion lanceres i samarbejde med netop Skipper, er ikke tilfældigt.

 - Jeg har i lang tid gerne villet ind på kontraktmarkedet, så da muligheden opstod, var det helt oplagt at gå den vej, fortæller Henrik Lehm, der tidligere har designet møbler for blandt andre Naver Collection.

Og også hos Skipper Furniture ser man store fordele i det nye samarbejde.

- Vi har primært lavet sofaer og de bløde polstermøbler, men vi oplever, at de store spillere på kontraktmarkedet efterspørger forhandlere, der har et bredere sortiment, og der spiller det her rigtig godt ind, fortæller Jesper Gilleladen.

Lehm by Skippers stand finder man i A-hallen på plads A17:20.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093