Pludseligt direktørskifte hos Mogensen og Multi-Living: Der skal jo være en, der er det
De to firmaer By Mogensen og Multi-Living, der producerer henholdsvis garderober og køkken- samt badmiljøer, har foretaget et fælles direktørskifte. Ud er røget Andreas Haahr, der har været direktør i Multi-Living siden 2014 og i By Mogensen siden 2011, og ind er trådt Ove Dalsgaard, der har været forretningsfører i Multi-Living siden 2017.
Til Wood Supply forklarer Ove Dalsgaard, at baggrunden for hans indtræden på direktørposten er, at Andreas Haahr er stoppet som direktør.
- Og der skal jo være en, der er det, som Ove Dalsgaard slår fast.
Hvad der ligger til grund for Andreas Haahrs afgang, har Ove Dalsgaard ikke lyst til at gå yderligere ind i. Han fortæller, at den nu tidligere direktør ikke selv har valgt at stoppe, men at det ”lå lidt i kortene”, at der skulle ske et brud. Det er ikke lykkedes at indhente en kommentar fra Andreas Haahr, der ifølge cvr-registret stadig ejer 49 procent af begge virksomheder.
Fremtiden ser ganske lys ud
Til gengæld vil den nyslåede direktør gerne sætte lidt ord på, hvad han har af planer for de to virksomheder.
- Der er en god, sund drift i begge virksomheder, og det har vi selvfølgelig planer om at fortsætte med. Fremtiden ser faktisk ganske lys ud, vi får nye kunder i butikken, og det skal vi selvfølgelig følge op og udvikle på, fortæller Ove Dalsgaard.
By Mogensen blev stiftet i 2011, og har til huse i Skovlund nær Grindsted. I det forskudte regnskabsår 2017/18 havde garderobeproducenten en bruttofortjeneste på 6,5 millioner kroner og et resultat efter skat på godt 800.000 kroner.
Multi-Living har base i Langå nær Randers, og blev oprindeligt stiftet i 2006. Efter en konkurs i 2014 blev virksomheden overtaget og genetableret af By Mogensen. I regnskabsåret 2017/18 havde køkken- og badproducenten en bruttofortjeneste på 3,6 millioner kroner, mens resultatet gik i minus med lige knap 70.000 kroner. Ingen af virksomhederne har endnu aflagt regnskab for 2018/19.