23948sdkhjf

Nye og gamle design-drenge hjælper hinanden i Eva Solos første møbelkollektion

Tools kommer med erfaringen, Arde med teknisk snilde

Det startede med et par grydelapper i silikone for mere end tyve år siden. 

Designdouen Tools kastede sig over sit første produkt for Eva Solo, og efter en vellykket begyndelse med populære grydelapper er samarbejdet blot vokset og vokset mellem Eva Solo og designerne Henrik Holbæk og Claus Jensen.

Som det nyeste projekt har de mangeårige partnere nu kastet sig over møbelproduktion – Eva Solos første møbelkollektion. Det er sket i samarbejde med Arde Design Studio, der som de nye drenge i Eva Solo-universet har bidraget med teknisk møbel-snilde.

På den måde er unge og erfarne Eva Solo-kræfter blevet forenet i den nye møbelkollektion.

- Tools har ikke så stor erfaring med møbler, og derfor har det været godt for os at få hjælp fra Arde, siger Eva Solos administrerende direktør Jan Engelbrecht til Wood Supply på årets møbelmesse i Stockholm.

Hver sine styrker
Med mere end tyve års erfaring med Eva Solos designs har Henrik Holbæk og Claus Jensen gjort en ihærdig indsats for at tage virksomhedens DNA fra grydelapper og salatbestik med videre til de nye møbler. 

Det betyder, at møblerne er lavet uden fikumdik, som Henrik Holbæk betegner det: Møblerne er enkelte og uden overflødige detaljer.

- Selve designet har ikke været svært at overføre til møblerne. På mange måder er det jo det samme vi laver, som vi altid har gjort, siger Henrik Holbæk, der sammen med Claus Jensen står bag halvdelen af de nye designs. 

Alligevel har den nye møbelkollektion også skabt udfordringer:

- Vi har arbejdet med nogle helt andre producenter, end vi er vant til. Samtidig har der også været tekniske udfordringer, siger Henrik Holbæk, der tidligere kun har arbejdet med møbeldesign i et begrænset omfang.

Men ifølge Jan Engelbrecht er den begrænsede erfaring en styrke:

- Henrik og Claus har ikke ladet sig styre af, hvad man normalt tænker er muligt, når man producerer møbler. De har ikke givet op, selvom de i første omgang har fået at vide, at noget ikke kunne lade sig gøre, siger han.

Teknisk assistance
Med den begrænsede erfaring med møbeldesigns har det derfor også været en stor styrke, at Arde Design Studio er blevet en del af Eva Solo-familien.

Som erfarne møbeldesignere har Rene Hougaard og Mathias Bek stået for de møbler, der er af mere teknisk karakter. Samtidig har de fungeret som teknisk ansvarlige for de nye designs fra Tools.

- Vi elsker, når møbler bliver lidt tekniske, siger Rene Hougaard, der blandt andet står bag et spisebord med ekstra plader, som med en let bevægelse selv glider på plads i forlængelse af bordet.

Han er taknemmelig for, at han og Mathias Bek fik lov til at være en del af den nye produktion – også selvom det har været travlt siden designstudiet blev en del af projektet i foråret 2018.

Glæden deles med Eva Solos administrerende direktør:

- Vi kunne ikke være nået i mål uden Arde og den viden, de har bidraget med, siger Jan Engelbrecht.

I videoen sætter Henrik Holbæk flere ord på, hvordan det har været at arbejde med den nye møbelkollektion. 

Artiklen er en del af temaet Video.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109