Konkursramt møbelpolstrer overtaget af 29-årig
Møbelpolstrer og Kalechesmeden får nyt liv efter en nylig konkurs.
Den vestjyske virksomhed er blevet opkøbt af 29-årige Mads Kramer Sørensen, der i forvejen driver Boatfloor.dk i Ikast, som fremstiller gulve til både. Opkøbet skal styrke synergien hans eksisterende forretning, da den 19-årige fremover også vil lave kalecher og hynder til både.
Det skriver Ringkøbing-Skjern Dagblad.
Ejendommen og varelageret var de primære årsager til købet.
- Vi får måske brug for flere ansatte, for ordrebogen er allerede godt fyldt op. Derudover har vi planer om at ændre lidt på ejendommen, nye produkter og et nyt navn til firmaet. Men det kan vi først fortælle mere om senere, udtaler Ib Kramer Sørensen til mediet på vegne af sin søn.
Ifølge kurator Lars Bentsen har der været flere interesserede købere, men Mads Kramer Sørensens tilbud blev valgt som det bedste for kreditorerne, som primært består af tidligere ansatte.
De seks ansatte fik ikke løn 1. april. Lønmodtagernes Garantifond dækker omkring en halv million kroner i tilgodehavende løn til de tidligere ansatte. Det var en medarbejder, der begærede virksomheden konkurs.