23948sdkhjf

DLH udvider i Østeuropa

Tropisk træ er populært blandt købestærke østeuropæere. Efter salgssucces i Polen har DLH inden for det sidste år åbnet to butikker i Slovakiet og Tjekkiet. De giver allerede overskud, og nu overvejer koncernen at åbne i flere lande.
Gulve af tropisk træ, facadedøre, vinduer og havemøbler. Siden foråret har tjekker og slovakker kunnet købe tropisk træ, som DLH har fragtet fra producenter i Sydamerika, Afrika og Østen. Produkterne er efterspurgte, og derfor er der allerede nu kommet sorte tal på DLH's bundlinje i de to lande.

Betingelserne for succesen har været forskellig i de to lande. I Slovakiet er DLH i gang med at opdyrke et helt nyt marked for tropisk træ blandt en velhavende gruppe af forbrugere. Tjekkiet har allerede et marked for tropisk træ, og her har DLH skulle erobre markedsandele. Til gengæld er Tjekkiet interessant, fordi købekraften er på EU-niveau.

Pionerer i Polen
Konceptet med salg af tropisk træ, som DLH udvider i Tjekkiet og Slovakiet, kommer fra Polen. Her sælger DLH sine træprodukter til private og til professionelle håndværkere i de større byer. Ved at være helt ude i salgsleddet forøger DLH avancen på sine produkter.

DLH's polske afdeling vurderer, at selskabet sidder på to tredjedele af salget af hårdt træ til gulve i landet. Polen er sammen med USA og Fjernøsten de markeder, hvor DLH oplevede størst fremgang i første halvår i år, viser koncernens seneste offentliggjorte regnskab. I Polen blev salget i årets første måneder gunstigt påvirket af en ventet momsstigning i maj.

Jørgen Møller-Rasmussen forventer, at det samlede salg af tropisk træ i Polen, Tjekkiet og Slovakiet runder 150 mio. kr. i år.

Købestærke polakker
Selskabet har solgt tropisk træ i Polen i en årrække. I starten foregik salget fortrinsvis til professionelle håndværkere i outlets uden for byerne, men stigende interesse fik i 2002 DLH til at åbne strøgbutikker i bykernerne, som var med til at promovere produkterne over for de attraktive forbrugere. Siden er salget blevet koncentreret i outlets uden for byerne.

Succesen forklarer DLH's adm. dir. Jørgen Møller-Rasmussen med flere gunstige faktorer:

"Der er stadig et enormt behov for renovering af husene i Polen efter kommunisttiden, og væksten i landet betyder, at nybyggeriet er stigende. Samtidig er der en betydelig købekraft blandt den velhavende del af befolkningen. 10 pct. af befolkningen er forholdsvis velhavende - og her taler vi altså om fire millioner mennesker."

Tropisk træ til den russiske bjørn
Den positive modtagelse i Tjekkiet og Slovakiet gør det attraktivt for DLH at udvide konceptet til flere lande. Den polske afdeling har ekspertisen med at starte op på nye markeder - og sprogkundskaberne - derfor er udvidelsen lagt i hænderne på dem, fortæller adm. dir. Jørgen Møller-Rasmussen.

"Vi mener, at vi kan rulle vores koncept ud i resten af Østeuropa. Vi overvejer i øjeblikket Ungarn, og Slovenien, som begge er attraktive markeder. Og naturligvis spøger storebror Rusland i vores hoveder, selv om vi endnu ikke har konkrete planer der. Moskva og Skt. Petersborg er meget interessante byer med en stor købekraft."

Omkostningsmæssigt er det en fordel at lade udvidelsen foregå fra Polen, hvor lønniveauet stadig er væsentligt under det danske.

"Det kan hurtigt blive dyrt for os, hvis for mange højtlønnede involveres," fortæller Jørgen Møller-Rasmussen.

Kilde: Plus-portal.dk (Københavns Fondsbørs), 15. oktober 2004

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.484