23948sdkhjf

Verdens træer vælter som dominobrikker

De seneste par år har kloden mistet træer i rekordtempo. Problemet er særlig udtalt i troperne, hvor skove må vige for sojabønner og palmeolie.

Forestil en skov på størrelse med en fodboldbane. Blink med øjnene, og så er træerne væk.

Så hurtigt forsvinder Jordens skovområder ifølge nye tal.

I 2017 ville det samlede tab af skov kunne dække næsten 300.000 kvadratkilometer. Det svarer til Italiens samlede areal - eller i runde tal til et område på størrelse med en fodboldbane hvert sekund, døgnet rundt, hele året.

Tallet er et estimat baseret på satellitbilleder af skovområder over hele kloden, som organisationen Global Forest Watch har analyseret. Studiet tager ikke højde for de nye skove, der bliver plantet.

Mængden af træer, der forsvinder, er steget kraftigt de seneste år, og tallet for 2017 er næsten på niveau med rekordåret 2016. 

Når store skovområder forsvinder, skyldes det både decideret skovrydning, mens naturbrande også spiller en rolle.

I troperne - hvor problemet er størst - er det dog stort set kun på grund af mennesker og ikke naturfænomener, at der bliver længere mellem træerne, forklarer Frances Seymour fra World Ressources Institute (WRI), der står bag Global Forest Watch.

- Den primære årsag til, at tropiske skove forsvinder, er ikke noget mysterie. Enorme områder fortsætter med at blive ryddet for at dyrke soja og palmeolie til kvæg og for at få tømmer, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Meget af denne rydning er ulovlig og sættes i forbindelse med korruption, fortsætter Frances Seymour.

At der bliver færre træer på Jorden er skidt for både klima og dyreliv, påpeger han.

Træer er med til at holde på CO2, så gassen ikke siver ud i atmosfæren og bidrager til de globale klimaforandringer. Derfor kæmper miljøgrupper for, at regeringer rundtom i verden afsætter flere ressourcer til at plante nye træer som et værn mod yderligere temperaturstigninger.

Samtidig betyder skovrydning, at vilde dyr mister deres naturlige levesteder. Det bidrager dermed til, at antallet af vilde dyr på Jorden er faldet drastisk inden for de seneste 40 år, hvilket har fået biologer til at tale om "den sjette masseudryddelse" på kloden.

Der bliver fældet flest træer i lande som Brasilien, Indonesien, Madagaskar, Malaysia og Den Demokratiske Republik Congo. 

Det er dog værd at bemærke, at det i 2017 gik den rigtige vej i Indonesien, som i mange år har været udpeget som en af de store syndere, når det gælder skovrydning.

Det skyldes ifølge WRI, at det har været et politisk indsatsområde. Det bør resten af verden lære af, siger Mikaela Weisse, analytiker hos instituttet, til National Public Radio.

- Vores rapport tegner et dystert billede, men det betyder ikke, at vi bør give op.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078