23948sdkhjf

Branchen anklager: Svenske testkrav vil plage vinduesproducenter

Svenske myndigheder har på egen hånd strammet fortolkningen af EU's regler for byggevarer. 

Derfor frygter en kreds af danske brancheorganisationer, at det fører til ekstra omkostninger, som fordyrer produktionen af vinduer.

Stridens kerne er den såkaldte U-værdi, som er et tal, der angiver, hvor godt vinduer er i stand til at isolere.

Den almindelige fortolkning i Europa er, at en vinduesfabrik behøver at teste en vinduesvariant i én størrelse hos et godtkendt certificeringsinstitut.

Bagefter laver man matematiske beregninger, som finder U-værdien for samme slags vindue i andre størrelser.

Den svenske byggemyndighed, Bovärket, har dog i markedskontroller underkendt sådan nogle beregninger og forlangt selvstændige test af forskellige vinduesstørrelser.

Hvis sådan en praksis skal gælde, vil det kræve mange flere uafhængige kontrolprøver, som vinduesfabrikker skal købe af certificeringsinstitutter.

- Og det vil blive ekstremt dyrt, siger Simon Auken Beck, der er konsulent i Træ- og Møbelindustrien (TMI).

Dansk Industri, som TMI er en del af, har derfor sammen med andre brancheorganisationer i Danmark sendt et kritisk høringssvar til Trafik- og Byggestyrelsen i Danmark, som er i kontakt med svenske myndigheder om forholdet.

De danske organisationer er lodret uenige i, at alle vinduesstørrelser skal testes hver for sig af uafhængige kontroller.

- Man stiller ikke forbrugerne bedre, siger han til Wood Supply.

U-værdierne bruges til at beregne en bygnings varmebehov med.

- Man får de korrekte værdier ud fra de listeværdier, som vinduesproducenterne selv har beregnet, hævder Simon Auken Beck på branchens vegne.

Den danske branchekreds frygter, at øgede testkrav i særlig slem grad kan ramme mindre og mellemstore producenter, som laver enkeltproduktioner på ordrebasis.

Vinduesindustrien og Dansk Byggeri er medunderskrivere af den samlede branchekritik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079