Jacob Lyngsø er adm. direktør i Unique Furniture, en møbelgrossist med base i Kolding.
Han er opvokset i Vestjylland, uddannet med en MBA og har boet 14 år i udlandet - blandt andet i England og Kina. I dag står han i spidsen for virksomheden med det, han selv beskriver som en større ro i sig selv.
AnnonceDen ro er formet af både uddannelse, udlandserfaring og en tryg vestjysk opvækst.
Hvis du ikke arbejdede i møbelbranchen, hvad lavede du så?
Så ville jeg eje et mikrobryggeri. Det kommer jeg til en dag. Det er et delmål for livet.
Jeg har dog aldrig ønsket at vælge mit liv om, hverken professionelt eller privat.
Om artikelserien: Direktørens anden side
Direktørens anden side er en fast serie på Wood Supply, hvor vi går tættere på lederne i træ- og møbelbranchen.
Her handler det ikke om regnskaber, markedsandele og vækststrategier - men om mennesket bag titlen. Læserne får et personligt indblik i direktørernes hverdag, værdier, fritid og refleksioner.
Hvad lærte du om ledelse, før du selv blev leder?
Jeg tog en MBA, før jeg blev leder. Der lærte jeg meget - især om mig selv.
Der var mange selvindsigtsfag, og jeg fik en større forståelse for, hvad jeg er god til og knap så god til. Det gjorde, at jeg kom til at hvile mere i mig selv.
I samme periode renoverede jeg hus og flyttede mig generelt meget som menneske. Det gør, at jeg står stærkere som leder i dag.
Hvad har ellers gjort, at du hviler i dig selv?
Jeg har haft en tryg opvækst i en sund familie i Vestjylland.
Jeg er født i Holstebro og opvokset i Aulum. Jeg har boet 14 år i udlandet og rejst meget i Østen. Det familiære fundament betyder mest. Mine forældre har altid været der for mine søskende og mig. Det har formet mig.
AnnonceHvad gør du, når du bliver ramt på stoltheden?
Det gør jeg ikke så tit mere.
Jeg er blevet relativt immun over for andres syn på mig - udover dem, der står mig nær. Jeg har opbygget et godt panser i form af selvtillid og troen på, at det, jeg gør og kan, er godt nok.
Jeg er taknemmelig for, hvor jeg er nået til, og føler, jeg har en god balance.
Hvad lytter du til på vej på arbejde?
Jeg lytter stort set altid til podcasts. Det er en blanding af forskellige ting. Jeg hører blandt andet "The Diary of a CEO" (af den britiske iværksætter Steven Bartlett, red), nyhedspodcasts som Genstart og en sportspodcast om mit yndlingshold, Tottenham.
AnnonceDertil krydret med lidt country, som har hængt fast siden en mindeværdig jagtrejse til Canada, hvor det bragede ud af højttalerne 24/7.
Hvordan kobler du af i weekenden?
Jeg laver mad, arbejder i haven og bruger så meget tid som muligt med min familie.
Min søn på 7 år har håndboldmål i stuen og spiller ivrigt fodbold derinde også. Det er lidt mere begrænset, hvad jeg kan lave med min datter på fem måneder. Ellers bliver det til gåture og besøg hos familie.
Jeg spiller også padel, når der er tid til det - som regel i weekenden.
Hvad fylder mest i dit hoved, når du kører hjem fra arbejde?
AnnonceJeg har en times kørsel hjem. Først tygger jeg dagens arbejdsemner igennem.
Så ringer jeg altid til min kone. Med to små børn er der ikke altid tid til at tale sammen derhjemme uden forstyrrelser, så vi har nogle gode snakke hver dag på vej til og fra arbejde.
Hvad kan få dig til at smile midt i en travl dag?
Fælles succes.
Når jeg hører grin eller high fives på kontoret, kan jeg mærke det med det samme. Stemningen betyder meget for mig.
Når der bliver grinet, og vi lykkes sammen - arbejdsmæssigt eller menneskeligt - så kan jeg mærke det i maven.