23948sdkhjf
Log ind eller opret et abonnement for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Wood Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.
Annonce
Annonce

Debat: Offentlige indkøb spænder ben for den grønne omstilling

Ambitionsniveauet fremstår på centrale bæredygtighedsparametre lavere end i tidligere udbud, skriver dagens debattør
Annonce

Offentlige indkøb skal sikre, at fælles midler bliver brugt ansvarligt, og samtidig understøtte den grønne omstilling. Det er også ambitionen hos Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), som med sine udbud er med til at sætte retningen for, hvilke løsninger der vinder frem i den offentlige sektor.

Annonce

Netop derfor er det afgørende, at ambitionerne også kan aflæses i de kriterier, der bliver lagt til grund for udbuddene.

Efter min vurdering er det ikke tilstrækkeligt tilfældet i det aktuelle udbud af storkøkkenudstyr.

Her fremstår ambitionsniveauet på centrale bæredygtighedsparametre lavere end i tidligere udbud, samtidig med at markedet i dag har langt bedre muligheder for at dokumentere både økonomi og klimaaftryk over tid. 

Det skaber et misforhold mellem SKI’s ambition om ansvarlige og bæredygtige indkøb og de kriterier, der i praksis afgør, hvilke løsninger der vælges.

Dyrere i brug

I dag findes der ellers et langt stærkere grundlag for at træffe oplyste indkøbsbeslutninger. I professionelle køkkener er det sjældent indkøbsprisen alene, der afgør, hvad et produkt reelt koster. 

Annonce

Energiforbrug, vedligehold og service har stor betydning for de samlede driftsomkostninger. Når disse forhold ikke vægtes tydeligt, risikerer man at vælge løsninger, der fremstår billige ved anskaffelse, men som er dyrere i brug.

Samtidig spiller klimaaftrykket en væsentlig rolle. Den grønne omstilling handler ikke kun om energiforbrug i drift, men også om de ressourcer og emissioner, der er forbundet med produktion, transport og udskiftning. 

I dag findes der metoder og data, som gør det muligt at arbejde mere systematisk med disse forhold. Når de ikke anvendes i tilstrækkelig grad, bliver bæredygtighed i højere grad en hensigt end et konkret vurderingskriterium.

Annonce

Endelig er levetid og kvalitet afgørende. Produkter, der holder længere og kan vedligeholdes effektivt, reducerer både omkostninger og ressourceforbrug over tid. Hvis disse forhold ikke indgår tydeligt, øges risikoen for hyppigere udskiftninger og et højere samlet forbrug.

Total økonomi er ikke retvisende

Samlet set betyder det, at totaløkonomien ikke bliver vurderet retvisende. Og netop totaløkonomien er afgørende, hvis offentlige indkøb både skal være økonomisk ansvarlige og understøtte den grønne omstilling.

Jeg har fuld forståelse for, at udbud af denne størrelse er komplekse, og at der er både juridiske og praktiske rammer, der skal tages højde for. Men kompleksitet bør ikke føre til lavere ambitioner i udbuddet. Tværtimod peger den på behovet for tidligere og tættere dialog med markedet og en mere aktiv anvendelse af den dokumentation, der allerede findes. Det er også en pointe, som SKI selv har anerkendt i dialogen med leverandører og producenter.

Annonce

Derfor handler diskussionen ikke om intentioner, men om implementering. Hvis målet er ansvarlige indkøb og en reel grøn omstilling, bør det i højere grad afspejles i de kriterier, der afgør, hvilke produkter der vinder.

Offentlige indkøb bør ikke alene belønne den laveste pris på kort sigt. De bør i højere grad belønne de løsninger, der samlet set er bedst over tid, både økonomisk og klimamæssigt. Det vil give et stærkere beslutningsgrundlag, et mere velfungerende marked og en mere troværdig retning for den grønne omstilling. 

Det kræver, at ambitionsniveauet i højere grad fastholdes og omsættes til konkrete krav i udbuddene.

Annonce
Annonce Annonce
BREAKING
{{ article.headline }}
0.031|