23948sdkhjf

Der lugtes blod i møbelhandlernes midtersegment

Wood Supply kommenterer.

David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply.

Lige nu er det svært at forestille sig, at fremtiden ikke vil komme til at gøre ondt på nogen. At ingen må yde et betydeligt offer på kamppladsen.

Man kan nærmest mærke spændingerne, når man bevæger sig i møbelhandlens midtersegment. For eksempel på sidste uges Møbelmessen Skandinavien i Fredericia. Som om det er i timerne om op til et potentielt blodigt storslag.

Tropperne stiller sig klar på linjer. Flagene hejses. Og marchmusikken gjalder i luften.

På den ene side står den kapitalejede gigant IDdesign med sine kæder. På modsatte front de indbyrdes konkurrenter i de frivillige kæder af selvstændige.

Og man skal ikke færdes længe i miljøet for at erfare, hvor optaget af hinanden, de er. Hvor udbredt nervøsiteten er. Hvor dybt de skeler til modpartens træk. Og gransker i resultater med et alvor, som gamle spåkoner kigger i kaffegrums.

Med et underskud på 60 millioner kroner vil IDdesign nå op til vandoverfladen ved at tage markedsandele. Altså omsætning fra konkurrenter. Det er dét, der får den imaginære lugt af blod til at sprede sig.

Møblér har forberedt sig ved at strømline sin organisation, der holder sammen på kædens butikker. Møbelkæden ligner en sammenslutning, der er vågnet klokken 5 i 12 for at stræbe mod noget tilsvarende og skifter nu navn.

Den selvstændige del af segmentets forhandlerstruktur består af cirka 100 butikker. Enkelte tjener betydelige, etcifrede millionbeløb. De fleste selvstændige møbelbutikker i midtersegmentet tjener årligt et 6-cifret beløb eller mindre.

Så overfladisk skønsregning kunne antyde, at IDdesign omtrent vil øge med det, som konkurrenterne samlet tjener. Blot for at nå det nul, der stopper blødningen.

Med Lars Larsens ejerskab har IDdesign en tålmodig og vedholdende pengetanksmogul, som selv har taget tæskene og tabene efter den fejlslagne IT-implementering, der har fået skylden for kædeselskabets kæmpeunderskud.

Man skal kunne tankelæse for at se størrelsen af Lars Larsens tålmodighed. Men ejeren vil formentlig ikke se fortsat underskud om 3 år. For i så fald vil drastiske ting ske. 

Hvad er midtersegmentet, og giver det mening at tale om sådan ét?

Langt hen ad vejen, ja. Vi taler om et midtersegment på både 2 akser, som kæderne langt hen ad vejen tilhører: Prisaksen og trendaksen.

Midtersegmentet er kendetegnet ved en kundegruppe, som investerer velovervejet og betydeligt, når de køber møbler. Gruppen køber møbler for at de skal kunne holde. Æstetisk er gruppen tryghedssøgende og ønsker et langtidsholdbart design på højt niveau.

Omvendt forventer gruppen en ret så konkret værdi for hver en krone og vil ikke betale noget for at forgylde nogle arvinger til en berømt, afdød møbelarkitekt.

Det sandsynliggør, at midtersegmentets omsætning ligger i en nogenlunde stabil gruppe. At digerme mod henholdsvis lavprismøbler og førsteklassesdesign er nogenlunde høje. Selvfølgelig taber gruppen nogle kunder. Selvfølgelig vinder den nogle.

Den almindelige konsummøbelbranche oplever formentlig sit største pres fra designproducenterne i den gruppe, som i branchesprog hedder "affordable luxery".

Det er danske producenter, som laver modeorienteret og ambitiøst design og med østeuropæisk produktion, der holder priserne på midtersegmentets mellem- eller overniveau. Det er en ting, der lokker midterkunder ind i såkaldte hvide butikker eller livsstilsbutikker.

Lars Larsen har anført, at hans lange boligportefølje, som også omfatter Bolia-kæden, er et nærmest nationalt dansk bolværk mod Ikeas hyperovertagelse af Danmark som marked, men ude i midtersegmentets traditionelle forhandlernet af selvstændige lokalbutikker, er Larsens kapitalkæmpe IDdesign først og fremmest en trussel mod dem.

Og lige nu tror IDdesign stærkt og fast på, at kæden vil vinde med sin effektive stordriftsstruktur.

De selvstændige tror på, at kunderne kan lide nærheden, den lokale købmand og hans service.

Uanset styrke - man skal være stærk i den, man har, hvis man vil være her på den anden side af 2020.

Og fælles for dem alle er hele midtersegmentets samlede udfordring. Som er en hel historie for sig.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.469