23948sdkhjf

Én ting gør 3 Days of Design til noget helt specielt i år

Wood Supply kommenterer.

David Wedege er journalist for Wood Supply, en del af Nordiske Medier.

Det er godt gået, København. Rigtig godt, endda. Man skal slet ikke undervurdere det, der sker i disse dage.

For når designfestivalen 3 Days of Design foregår indtil lørdag i København, er det måske et helt paradigmeskifte, vi ser. Fremtiden skal bevise det.

Med en afgørende deltagervækst til cirka 150 udstillere, er der for første gang i den korte historie flere danske udstillere til den nye hovedevent i Danmark, end der var i årets udgaver af møbelmesserne i henholdsvis Stockholm, Köln og Milano.

Det viser, at den danske designmøbelbranche har taget sin hjemmebane tilbage og skabt en begivenhed, som hvert år har kunnet øge interessen fra indkøbere, arkitekter, branchekolleger og mediefolk.

At en decideret underleverandør som Kvist Industries dukker op - eller Kjeldtoft Møbelsnedkeri – åbner i år en ny kategori. Den før så snævre begivenhed er nu et branchemøde, hvor snart alle vil være med.

Men der er udfordringer for 3 Days of Design, som foregår i hovedstadens byrum, og som i år er velsignet med bagende sol.

Når man vokser fra et løst struktureret ad hoc-foretagende til en hovedevent, vil festivalen blive udfordret på sin magtstruktur, hvor indflydelsen findes i en inderkreds af stiftere. Begivenheden vil blive større end dem. Et voksende antal af interessenter vil mene noget og forlange at blive hørt.

Således er det ikke den mere politisk styrede designuge i København, der er lokomotivet for 3 Days of Design. Det er omvendt. 3 Days of Design er suverænt det drivende lokomotiv for den designuge, som startede i 2017 og som de færreste danskere kender.

De samme toneangivende aktører, som nu er drivende bag 3 Days of Design, sagde nej til Bella Centers forsøg på at skabe en centermesse. Med over 200 deltagere savnede den ikke tilslutning som sådan. Northmodern faldt på, at branchetoppen sagde direkte nej.

At Københavns Indre By med sit urbane liv og sine kobbertage er kulisse for 3 Days of Design, er festivalens styrke. Men det er afstandene og shuttlebusser i trafikpropper ikke, og 3 Days of Design er absolut stærkest som event, der hvor udstillerne koncentrerer sig - som i Frederiksstaden omkring den metroplagede Marmorkirke.

3 Days of Design er også udfordret på tilgængelighed for virksomhederme. Sådan en tilgængelighed, som Northmodern i Bella Center havde. 

Der er ikke en enstrenget indgang til at kunne udstille og ikke en oversigt over gulvplads, man kan leje. Møbel- og designbegivenheder i andre europæiske storbyer har især i senere år udviklet en høj grad af kombination mellem showroomevents og faciliteret udstilling, og 3 Days of Design skal udvikle den sidste del for at blive komplet som hovedevent.

Og lykkes det, vil man en kunne se tilbage på, at 2018 blev et paradigmeskifte. Året, hvor man kom mange års og mange hjerters suk i møde. Og hvor Danmark som designermøbelnation trak sin hjemmebane hjem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156