Bedøm det selv: Gretes gigantværk er et kulturhistorisk dokument
Af David Wedege
"Dansk Møbelkunst gennem 40 aar", samlet og redigeret af Grete Jalk. Udgivet i 1987 og genudgivet i 2017 af forlaget Lindhardt og Ringhof. Pris: kr. 2500,-.
Man siger, at vinderne skriver historien.
Men hvad vandt møbelarkitekten Grete Jalk (1920-2006), da hun sent i 80'erne samlede fotografierne af samtlige udstillede møbler på Snedkerlaugets Møbeludstilling fra 1927 til 1966 og udgav dem i 4 tykke bind?
Svaret står ikke så tydeligt på lystavlen. Men måske vandt hun et eftermæle, der næsten overskyggede hendes mesterværk, den japansk-inspirerede 'Shell Chair'. En butterfly-illusion lavet af to stykker afsindigt bøjet krydsfinér.
Et eftermæle som 'hende med bogen'. En bog, der cementerede fortællingen om en guldaldermyte for dansk møbelkunst. Og gjorde det på et tidspunkt, hvor epoken og dens værker lå på et imagemæssigt lavpunkt og hvor nutidens auktionsbaskere kunne ligge og flyde på lossepladser og loppemarkeder.
Disse 4 bind, som Lindhardt & Ringhof nu har genudgivet i år, har fået deres helt eget liv efter salig Grete Jalk. De har været udsolgt i boghandlen og har siden været omgærdet af samlerhysteri.
Så ved et forlag, at det er på tide at genudgive.
4 farvelagte originalbind
Men hvad er der sket med værket i genudgivelsesprocessen?
Det korte af det lange er, at Lindhardt og Ringhof har farvelagt 4 omslag og sendt en næsten fuldkommen enslignende replika i produktion.
Færdig arbejde.
Man kan synes, det er synd, at forlaget forpasser muligheden for at genbearbejde historien ved at opsøge originalfotografierne og bringe dem i optimeret kvalitet, for en af bogens akilleshæle er afgjort visse fotografiers fjernvær i stedet for nærvær.
Billederne tilfredsstiller for sjældent beskuerens nysgerrighed.
Men en genbearbejdning ville måske skuffe endnu flere, end det ville have glædet, fordi det er orginialværket, som er efterspurgt. Genoptryk af gamle Beatles-LP'er må jo heller ikke afvige med en prik.
Så værket - som i originalværket - er hermed gjort tilgængeligt for andre end dem, der er villige til at slippe 10.000 kroner for et samlet sæt af antikvareksemplarer.
Wood Supply deler stjerner ud, når vi anmelder. Men i denne uge vanker der ingen stjerner for at farvelægge 4 bind. Udgivelsen er hermed uden for stjernebelønnet karakterbedømmelse.
Men kan værket anbefales?
Lige så meget som for 30 år siden og i hele mellemtiden.
Noget for guldgravere?
'Dansk Møbelkunst gennem 40 aar' er helt enkelt et kulturhistorisk dokument og et arkivmateriale. Lad det derfor være op til Dem, hvad en komplet billedsamling af 40 års udstilling er værd i stjerner.
Guldgravere vil måske tænke, at her gemmer de glemte høns sig, som måske lægger guldæg. Møbler, som måske kunne sættes i produktion igen med en klassikerstatus som stempel og som kan lave penge.
Men var det tilfældet, var de nok allerede og for længst fundet, for nogen hemmelighed finder man ikke. De glemte sager hører langt hen ad vejen 2. division til. Eller det, der ligger lavere. Ikke håndværksmæssigt - men kommercielt, bevares.
Lad mig alligevel vove at pege på et par udpluk, som hermed er sagt videre.
Skovshoved Møbelfabrik laver i dag et par af Ole Gjerløv-Knudsens værker, men ikke den Bauhaus-agtige, hyndebeklædte askelænestol fra 1962, som kunne ligne snedkermøblets forsinkede svar på Mies Van Der Rohes Barcelona-stol. Lavet af Finn Juhls følgesvend i værkstedet, Niels Vodder, i øvrigt.
Også hans runde lobby-stol fra 1959 kunne pryde den rigtige, brutalistiske betonforhal i 2017.
Parret Tove og Edvard Kindt-Larsen skabte værker i flere årtier, som med deres svungne liv i formerne kunne imødekomme den interesse, som Lassen og Juhl-møbler har skabt. Måske til det forsigtige publikum.
Og jeg vover at pege på Helge Vestergaard Jensens stramme, slanke og dybt elegante, pibesyede lædersofa fra 1960.
Historien vises
Fordi der ingen egentlig følgefortælling findes, er det værket, som med fattig litterær bearbejdning viser en historik. Snarere end at fortælle en historie.
Skal man bagom hele udstillingen som fænomen, skal man søge i anden litteratur.
Så hvad viser historikken?
De 2 hovedmyter er, at det var udstillingen, der viste absolut alt, hvad det opstod i perioden. Men det gjorde den langt fra. Arne Jacobsen og Flemming Lassen udstillede en modernistisk dagligstue i 1932, som med kubistiske, hvide lænestole udskilte sig markant i sit udtryk.
Anmelderne skrev, at det lignede en tandlægeklinik, og så vendte Arne Jacobsen og Flemming Lassen aldrig mere tilbage.
Den anden myte er, at det kun var Kaare Klints artigste elever, der fik udstillingsplads. De konservative modernister, der tog grundige mål. Men sådan én var frihåndstegneren Finn Juhl ikke. Juhl var allestedsnærværende i mellemperioden, som blev storhedstiden.
Sandheden ligger et udramatisk sted mellem de 2 hovedmyter.
Polariseret til sidst
Og hvorfor stoppe udstillingen efter den sidste i 1966? Samme år som Danmarks Radio lukkede det danske Melodi Grand Prix for 12 år med Ulla Pia-sangen "Stop mens legen er god".
Om den allersidste udstilling virker 2 ting påfaldende: På den ene side optræder der flere ejendommelige møbelskulpturer, som helt sikkert har vakt opsigt, men som ingen har fundet det umagen værd at producere. Aggressiv avantgardisme.
På den anden side var der posthume æresudstillinger med gamle værker af allerede afdøde Kaare Klint. Som om der var plads til overs at udfylde.
Et udmærket peg om, hvorfor der ikke blev udstilling i 1967.
Artiklen er en del af temaet Bøger.