23948sdkhjf

Actona Company åbner gigantisk showroom

Actona Company i Holstebro indvier gigantisk showroom, der skal øge virksomhedens i forvejen eksplosive vækst.
Knap seks parcelhusgrunde - så meget fylder Actonas nye showroom, der indvies ved en storstilet Grand Opening den 13. maj. Med det nye showroom er møbelkoncernen parat til at fortsætte væksten i den hastighed, der foreløbig har betydet, at medarbejderantallet på tre år er fordoblet, og omsætningen sidste år rundede en milliard kroner.

- I vores eksisterende showroom havde vi kun mulighed for at vise 20% af vores sortiment. Den skævhed har vi nu rettet op på. Vi har skabt mulighed for at invitere vores kunder på besøg og byde dem på et meget mere komplet indblik i, hvad vi kan, forklarer kommerciel direktør, Torben Villadsen.

Eksklusive oplevelser
Med indvielsen af det nye showroom ønsker Actona at give sine kunder en unik og eksklusiv oplevelse. Udover at kunne præsentere et hav af nye møbler fordelt på showroomets tre etager har Actona også ansat en værtinde, som vil sørge for at beværte kunderne fra et barområde med ægte lounge-stemning – vi taler alt lige fra vitaminholdige juice og smoothies til café latte og espresso af ypperste kvalitet.

- Som en konsekvens af vores nye byggeri har vi valgt at prioritere nogle mindre landemesser fra. Vi ønsker i højere grad til trække kunderne til Tvis. Vi kan meget bedre vise vores varer frem og yderligere få øget opmærksomhed fra vores kunder, forklarer Torben Villadsen.

Fremtidssikring
Møbeluniverset i tre etager ligger som en voluminøs forlængelse af de allerede eksisterende bygninger, og hos Actona hænger de fysiske rammer sammen med virksomhedens vision og vækststrategi, forklarer administrerende direktør, Orla Dahl Jepsen:

- Vi har foretaget en investering, som vi mener kan fremtidssikre os til at nå vores målsætninger i de kommende år, forklarer direktøren og fremlægger Actonas vision, der lyder på en omsætning på to milliarder i 2012.

- Vi er vokset massivt de seneste år, og vi ser ingen grund til at sætte ambitionerne ned. Hvis vi fortsat vil bevare vores position og udbygge den, og det vil vi, så skal vi ikke læne os tilbage og nyde successen, men hele tiden se fremad, slår Orla Dahl Jepsen fast.

Stor åbningsfest
Grand Opening den 13. maj er blot en del af festlighederne omkring det nye showroom.
Inden den officielle åbning, som i øvrigt har deltagelse af folketingsmedlem og forsvarsminister Søren Gade, der er valgt i Holstebro, inviterer Actona til familiedag, hvor samtlige ansatte og deres familier bliver sat i centrum for underholdning og festlig indvielse af de nye flotte rammer.

Efter den officielle del fortsætter Actona med den første husmesse i det 5700 m2 nye showroom. Messen løber frem til og med den 23. maj 2008, hvor en række af Actonas største kunder er inviteret til at opleve faciliteterne, og interessen for Actonas vækst er stor:

- Allerede til vores Grand Opening kommer der kunder fra både Tyskland, England, Finland, Sverige, Indonesien, New Zealand, USA, Spanien og Danmark. Det viser os, at vi har markeret os som en af verdens førende møbeludbydere, slutter Orla Dahl Jepsen.

Kilde: Actona Company

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125