23948sdkhjf

Formland får et kreativt ’buzz’

Interessen for iværksætterområdet ”Nordic Buzz” har været så stor, at arrangørerne i al hast har udvidet antallet af standpladser.
Når efterårets udgave af designmessen Formland åbner til august, er nyskabelsen Nordic Buzz en del af oplevelsen. Her udstiller kreative iværksættere fra hele Norden. Tilmeldingsfristen for udstillere udløb i maj, og arrangørerne har netop udvalgt de 122 talenter, som slap gennem nåleøjet.

Egentlig havde arrangørerne planlagt 91 stande, men med over 200 ansøgninger blev udstillingen udvidet, og der blev gjort plads til 30 udstillere mere.

- Det var et virkelig stærkt ansøgerfelt, så vi er rigtig glade for, at MCH Messecenter Herning var klar til at udvide udstillerområdet, nu interessen har været så stor, siger Betina Simonsen, som er direktør ved Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning og initiativtager til Nordic Buzz.

Nordic Buzz
Nordic Buzz er et nyt initiativ, der samler kreative iværksættere fra hele Norden.

Hver især får de stillet seks kvadratmeter standplads gratis til rådighed. De små stande integreres i en samlet stand med fire kategorier:

Interiør og møbler
Designhåndværk og living-produkter
Mode, accessories og smykker
Illustrationer, artwork & industrielt design
Hun er glad for, at så mange virkelig dygtige iværksættere har mod på at kaste sig ind i et forløb, hvor de både skal udstille og udfordre sig selv:

- Nordic Buzz kobler kreative talenter med mentorer for at understøtte små virksomheders udvikling. Vi kan jo se på ansøgerne, at der er fantastisk dygtige folk, som måske ikke altid får den forretningsmæssige sparring, de har behov for. Nu samarbejder vi om at give dem det – og de afprøver det hele i praksis. Det her er sparring i virkelighedens verden, og det tror jeg kan give deltagerne et rigtig godt løft, mener Betina Simonsen.

Mentorer klar til at hjælpe
Mentorer skal hjælpe udstillerne før, under og efter messen, og netop nu er man i gang med at rekruttere de bedste af slagsen.

Merete Brunander, partner ved Brunander Consulting, har i mere end 30 år arbejdet med markedsføring, branding og innovation og har erfaring fra virksomheder som Coloplast og Dansk Design Center. Hun glæder sig over at kunne støtte iværksættere:

- Jeg synes, det er et rigtig spændende initiativ. Et kendetegn ved Norden er, at vi vil gøre meget for at få iværksætterne i gang, og jeg er glad for at kunne bidrage. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få mine mentees klædt på til at skulle præsentere sig for branchen, for investorer og potentielle kunder, siger Merete Brunander.

Man bliver aldrig for klog til at lære
Flemming Hussak, direktør ved interiør- og designvirksomheden Hübsch A/S er også blandt de udvalgte erhvervsfolk, der skal vejlede de kreative iværksættere. Han ser frem til at bidrage til at give dem en god start som selvstændig:

- Jeg vil gerne give min erfaring videre og hjælpe iværksætterne til, at de ikke laver de samme fejl, som jeg gjorde. Man skal give det videre, man kan. Det forpligter, når man selv har været selvstændig i så mange år, siger Flemming Hussak, der også ser frem til selv at blive lidt klogere:

- Jeg håber, at der kommer noget godt igen. Nogle personer, jeg eventuelt kan lave et samarbejde med, eller som måske har nogle andre synspunkter og erfaringer end jeg selv. For man bliver jo aldrig for klog til at lære, pointerer han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079