23948sdkhjf

Støv på møbelfabrikker ødelægger kvinders lunger

En undersøgelse, foretaget blandt 2.500 ansatte i industrien, viser, at selvom møbelfabrikkerne overholder grænserne for træstøv i produktionen, så har de kvindelige ansatte stadig øget risiko for nedsat lungefunktion.
Kronisk bronkitis, astma og nedsat lungefunktion er blot nogle af de lidelser, kvindelige ansatte i den danske møbelindustri har øget risiko for at udvikle på grund af træstøvet i møbelproduktionen. Det viser en ny undersøgelse fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Regionshospitalet i Skive.

Undersøgelsen er foretaget blandt 2.500 ansatte i møbelindustrien i det tidligere Viborg Amt – først i 1997-1999 og igen i 2003-2005, og det er den første undersøgelse, hvor personer i møbelindustrien er blevet fulgt over en årrække. Det oplyser Ingeniøren.

Blandt de kvindelige møbelansatte har 7% udviklet astma, 22% døjer med daglig hoste og 6% kronisk bronkitis. Tallene for kvindelige ansatte uden for møbelindustrien er henholdsvis 2%, 13% og 1%.

Det betyder, at selvom virksomhederne overholder den fastsatte grænseværdi på to milligram træstøv pr. kubikmeter, så giver støvet stadig problemer.

- Det er faktisk meget lidt træstøv, medarbejderne bliver udsat for. Alligevel kan vi altså se en tydelig sammenhæng til luftvejsproblemer. Det illustrerer, at selvom der er meget lave værdier, er det væsentligt hele tiden at reducere støvniveauet mest muligt,fortæller Gitte Jacobsen, der er læge og projektleder for udnersøgelsen.

Ifølge undersøgelsen har mænd i møbelindustrien ikke øget risiko for at udvikle lungesygdomme. Årsagen er ukendt, men det kan skyldes at mænd har mindre følsomme luftveje end kvinder, slutter Gitte Jacobsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093