Typehus-samarbejde: HTH sælger køkkener i Tyskland
Siden åbningen af et nyt showroom i Neumünster har HTH solgt omkring 40 køkkener til tyskere, der bygger nyt hus med Huscompagniet.
- Vi kan allerede nu mærke en stigende interesse fra tyskerne, og antallet af online forespørgsler på kataloger er nu i overtal i tysk favør, siger erhvervskonsulent Lars Schmidt fra HTH Køkkenforum i Aabenraa.
Han er selv i Neumünster hver torsdag for at holde kundemøder, og det har været ganske interessant:
- Tyskerne er ret forskellige fra danske kunder blandt andet i forhold til beslutningsprocessen, som er meget længere i Tyskland. Det skal man lige væne sig til. Jeg oplever, at de nordtyske kunder er positivt indstillede over for vores danske design og kvalitet, og vores tanke er da også, at vi skal få tyskerne til at elske det danske design, frem for at vi skal lave produkter, som er tilpasset den tyske stil, siger Lars Schmidt.
Neumünster blot er begyndelsen
HTH har tidligere – uden succes – forsøgt at få foden ind på det tyske marked. Det afskrækker dog ikke kædechef Peter Brandt-Clausen, der betegner det tyske marked som attraktivt; dels på grund af den korte afstand fra fabrikken i Ølgod, dels nordtyskernes skandinaviske opfattelse af design.
- Vi har sammen med HusCompagniet analyseret på byggeriet i Nordtyskland, og det har vist, at der er et stort potentiale for skandinavisk byggestil. I dag er vi forholdsvis ukendte i Tyskland og har ikke etableret egentlige butikker endnu. Udstillingen i Neumünster er første spæde skridt ind i vores store naboland. Sammen med HusCompagniet har vi yderligere planer for vækst i det nordtyske område, hvor Neumünster blot er begyndelsen, siger han og peger på, at der i Nordtyskland udstedes mere end dobbelt så mange byggetilladelser som i Danmark.
HTH's råder over 200 kvadratmeter udstilling i Neumünster, og det er konsulenter fra HTHs butik i Aabenraa, der servicerer de tyske kunder.