23948sdkhjf

Rumas vil vokse i Danmark

Den aalborgensiske møbelproducent ændrer strategi og søger større samarbejde med landets arkitekter.
Rumas, der producerer erhvervsmøbler, vil vokse på hjemmemarkedet. Man har i forvejen et veletableret forhandlernetværk, så nu er strategien at hive arkitekterne til Aalborg, så også de kan inspireres af virksomhedens nye produkter og koncepter. Det fortæller salgsdirektør Morten B. Hansen til Wood Supply.

- Vi har været i gang med at evaluere vores afsætningsstrategi og jeg har i den forbindelse været rundt og besøge vores forhandlere med henblik på at sikre den rigtige samhandel. De har ikke overraskende haft nogle hårde år, men jeg fornemmer et positivt opsving nu, fortæller Morten B. Hansen til Wood Supply.

Øget ordretilgang i det nordjyske
De hårde år, som Morten B. Hansen refererer til, kan også aflæses direkte i Rumas' regnskaber. De seneste fem år er afsluttet med røde tal. I 2012/13 blev resultatet et underskud på knap 1,1 million kroner. Nu er forventningen, at forretningen tager en positiv drejning, og det lysner i den grad, pointerer salgsdirektøren.

- De seneste par måneder har vi oplevet en stigende ordretilgang, specielt via vores direkte salg til kunder i Nordjylland, forklarer Morten B. Hansen og uddyber, at Rumas medio juni skal levere en stor ordre til Andelsboligforeningen Himmerlands nye domicil på Aalborgs havnefront.

Tegneprogram appellerer til arkitekterne
Netop i forhold til nye byggeprojekter øjner Rumas et stort potentiale. For et års tid siden implementerede man derfor et tegneprogram, der gør det muligt for arkitekter at indrette med Rumas' møbler direkte i konkrete projekter.

- Det er et krav med de elektroniske produkter, hvis vi skal gøre os interessant i en arkitekts øjne, forklarer Morten B. Hansen.

Rumas har i forvejen et stærkt kort på hånden, som arkitekterne er vilde med. Det er materialet linoleum, som virksomheden anvender i utallige farver på både borde og stole. At arkitekterne i forvejen efterspørger netop dette materiale, gør ikke forventningerne til den nye strategi mindre positive.

- Vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger fra arkitekter, der har besøgt os i vores showroom i Aalborg. Så sent som i denne uge har vi haft besøg af både en sjællandsk forhandler og en sjællandsk arkitekt, og vi glæder os naturligvis over, at de vil tage turen hele vejen til Nordjylland for se vores produkter "live", siger Morten B. Hansen med et smil i stemmen.

Fortsætter investeringerne
Hvor meget Rumas investerer i den nye strategi, har Morten B. Hansen svært ved at sætte tal på, men han pointerer over for Wood Supply, at det ikke slutter her.

- Vi er eksempelvis lige nu på udkig efter en ny teknisk tegner til vores team, som dels skal fortsætte arbejdet med at rentegne produkter og samtidig supportere kunder såvel som forhandlere, forklarer han.

Og selvom fokus lige nu er på det danske marked luner det nu også med ordrer til udlandet. En sjællandsk forhandler var for nylig den direkte årsag til, at Rumas modtog en lidt usædvanlig eksportordre med levering af kontormøbler til et byggeprojekt i Angola.

- Måske er det et praj om, at vi skal kigge mere den vej i fremtiden, slutter en grinende Morten B. Hansen, der dog stadig vurderer Norge, Sverige og Tyskland som Rumas' største eksportmarkeder.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.442