En grundig oprydning i det, som den lokale avis har betegnet som et "butikskaos" på Industrivænget i Hillerød, rammer nu en af områdets største butikker, Harald Nyborg.
Ifølge et nyt påbud fra Hillerød Kommune skal Harald Nyborgs lavprisvarehus på Industrivænget 8 inden 8. juni have fjernet en udvidelse af den oprindelig butik på 2060 kvm.
AnnonceUdvidelsen går helt tilbage til 2019, og kommunen har selv forsynet de ekstra 563 kvm med en byggetilladelse dengang. Det vender vi tilbage til.
Men den nu over 2600 kvm store lavprisbutik har aldrig matchet den gældende lokalplan for området.
Det fremgår af påbuddet fra Hillerød Kommune, som RetailNews er kommet i besiddelse af. Hvis Harald Nyborg ikke efterlever kravet om "fysisk lovliggørelse", kan man se frem til en politisag.
Oprydning og dispensation
Påbuddet er det foreløbig sidste kapitel i en lang føljeton, der i 2020 fik sat Hillerød Kommune i gang med at undersøge de faktiske forhold for 13 butikker på Industrivænget og tilstødende veje.
AnnonceI udgangspunktet må man nemlig ikke drive detailhandel i området, kun engroshandel. Og Harald Nyborg sælger et bredt udvalg af blandt andet værktøj, elektronik, fritidsartikler og varer til hus og have til private. Plus et voksende sortiment af dagligvarer.
Men Harald Nyborgs historie på Industrivænget går så langt tilbage, at butikken allerede i 1999 fik en form for tilladelse eller dispensation af kommunen, som gælder den dag i dag.
Derfor er det kun udvidelsen fra 2019, som nu står over for en nedrivning.
Den fik ganske vist en byggetilladelse i 2018, men Harald Nyborg havde til gengæld et par år tidligere fået nej til at udvide fra både Hillerød Kommune og Natur- og Miljøklagenævnet.
Annonce- I oktober 2017 ansøgte Harald Nyborg igen om en tilbygning på ejendommen, og Hillerød Kommune meddelte fejlagtigt den 12. april 2018 byggetilladelse til en tilbygning til Harald Nyborg. Kommunen var i den forbindelse ikke opmærksom på, at der forelå en afgørelse fra 2015 fra Natur- og Miljøklagenævnet på, at der ikke kunne ske en udvidelse af Harald Nyborg, står der i det nye påbud fra kommunen.
Henviser til udlejer og advokat
RetailNews har forsøgt at opklare, hvordan Harald Nyborg forholder sig til den nye situation i Hillerød- om man retter ind eller vælger at gå rettens vej for at undgå en bekostelig ombygning.
AnnonceGert Sand, som er adm. direktør i Harald Nyborg, henviser først til butikkens udlejer og siden til Betina Wichmann, der er advokat og senior director i advokatfirmaet Bruun & Hjejle.
Hun repræsenterer Harald Nyborgs interesser i sagen i Hillerød, men også en anden lavpriskæde, Big Dollar, i en anden aktuel plansag i nordjyske Brønderslev.
Det er imidlertid ikke lykkedes at indhente en kommentar fra Betina Wichmann inden denne artikels deadline.
Sagen i Hillerød er ikke den eneste, hvor der er klaget over en Harald Nyborg-butik. En anden aktuel sag handler om butikken i Hobro, hvor De Samvirkende Købmænd, DSK, er klageren.
AnnonceI Hobro handler sagen om, at byens Harald Nyborg-butik ligger i et område, hvor der ikke må sælges dagligvarer. DSK vurderer, at butikken har så mange dagligvarer i sortimentet, at den ikke må ligge på den pågældende placering.

