23948sdkhjf

Daells-ejer afviger ikke fra kursen: - Det er ikke godt nok

Selvom Harald Nyborg-koncernen tjente adskillige millioner i 2023, var situationen en anden for Daells Bolighus-kæden. Det får dog ikke ejeren til at ryste på hånden

Selvom tallene på bunden var røde for 17. år i træk, får det ikke Daells Bolighus til at vakle. 

Det slår Harald Nyborg-koncernens ejer, Erling Daell, fast over for Wood Supply. 

Han kan se tilbage på en lang årrække, hvor koncernens boligkæde har tabt over 200 mio. kr., og igen i 2023 manglede et tocifret millionbeløb.  

Daells Bolighus

  • Daells Bolighus blev grundlagt i 1910.
  • I dag har møbelkæden hovedsæde i Glostrup.
  • Kæden har to fysiske varehuse - ét i Glostrup og ét i Odense.
  • Daells Bolighus' sortiment tæller i alt 8.000 varenumre. 
  • Daells Bolighus er en del af Harald Nyborg-koncernen, som også tæller netop Harald Nyborg samt Jem & Fix.
  • Kæden havde i det forgangne regnskabsår 72 ansatte - og omsatte for cirka 137 millioner kroner.

Kilde: Daells Bolighus

- Det er ikke godt nok - det siger sig selv, konstaterer Erling Daell. 

19 mio. kr. i minus bød det seneste regnskabsår på. 

- Vi brugte en del flere penge på markedsføring end det, vi havde budgetteret, og en ny direktør kom til. At udskifte en direktør i en kriseramt virksomhed er aldrig plug-and-play. Han skulle lære virksomheden at kende og sætte sit præg på kursen, forklarer Erling Daell. 

Ny direktør

Daells Bolighus fik ellers ny direktør i sommeren sidste år i skikkelse af den erfarne Brian Seemann Broe.

Men han har på et halvt år ikke kunne gøre tilstrækkeligt til at vende hverken den faldende omsætning eller underskuddet i millionstørrelsen. 

- Jeg var selv på en svær opgave i Sverige, hvor det tog mig 12 år at skabe overskud i Jem & Fix. Jeg trives med mange udfordringer og den svære opgave - og det gør Brian også. Daells Bolighus har et støvet, men stærkt, DNA, så opgaven er ikke umulig. 

- At foretage ændringer i en virksomhed, der i mange år har været udfordret, har ikke effekt fra dag 1. Der skal arbejdes med mange ting over en bred kam. Så jeg synes ikke, vi kan sige noget fornuftigt endnu til den del af ændringerne, der vedrører visuelle, medie- og prisstrategier, understreger Erling Daell. 

Nyt underskud venter

Alt taget i betragtning holder koncernejeren fast i, at Brian Seemann Broe er den rigtige direktør til at føre Daells Bolighus mod bedre tider - og plus på bundlinjen. 

- Vi mener i al beskedenhed, at vi har et godt koncept, der er plads til i markedet. Vi er bundærlige og har kvalitetsprodukter til lave priser. Selvfølgelig er der plads til klassiske dyder som godt købmandskab. Den primære udfordring er, at flere skal opdage os. 

- Fra kundeundersøgelser ved vi, at mange af vore kunder nærmest har et kærlighedsforhold til os. Så vi har en tro på, at vi har en berettigelse på markedet. Fra ejerkredsens side har vi også en tro på, at Brian Seemann med en fortid som direktør i Netto i Danmark og Dollarstore i Sverige vil kunne rette skuden op, fastslår Erling Daell. 

Harald Nyborg A/S

  • Harald Nyborg A/S er moderselskab for koncernen, der bl.a. omfatter butikskæderne Harald Nyborg, Jem & Fix og Daells Bolighus.
  • Harald Nyborg A/S er en familievirksomhed, der ejes af Kurt Daell samt sønnerne Erling og Njal Daell.
  • Harald Nyborg A/S tæller godt 250 butikker og næsten 5000 medarbejdere fordelt over Skandinavien i både Danmark, Sverige og Norge.
  • I 2023 udgjorde Harald Nyborg A/S’ omsætning over otte mia. kroner.
  • Gert Sand er adm. direktør i Harald Nyborg A/S.
  • Erling Daell er bestyrelsesformand i koncernen - og hans far, Kurt Daell, er næstformand i selvsamme bestyrelse.

Kilde: Harald Nyborg A/S

For det igangværende regnskabsår forventer Daells Bolighus at måtte indkassere et nyt tocifret millionunderskud - men dét til trods er man i møbelkæden fortrøstningsfulde for fremtiden. 

- At lave budgetter i en virksomhed, hvor man foretager en del større ændringer, vil være elastik i metermål. Dette var vort bedste bud sidste efterår, hvor Brian endnu ikke havde det fulde overblik over opgaverne med bolighuset, siger Erling Daell, der tilføjer, at "der i hvert fald bliver arbejdet på en masse ting". 

- Overordnet set er det, at Brian og personalet skal arbejde på at gøre resultaterne mindre dårlige – og dernæst, at de skal blive gode, supplerer han. 

Den samlede Harald Nyborg-koncern tjente i det forhenværende regnskabsår tæt på en halv mia. kr. - og satte omsætningsrekord på ny.  

Se nøgletal for:
Læs mere om: detailhandel møbler
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.437