Det er ikke skoene efter en Hr. hvem-som-helst, Lars Irskov har fået til opgave at udfylde.
Tværtimod nåede hans forgænger at tilbringe hele 50 år i den virksomhed, han nu har fået ansvaret for at føre videre, og arvtageren lægger ikke skjul på, at han har grebet stafetten med en vis ærefrygt.
Annonce- Jeg behøvede ikke at tænke over, om jeg skulle sige ja, for jeg var ikke i tvivl. Men jeg har da tygget noget på, om jeg kan udfylde rollen, for Kaj var en markant profil, ikke kun i Krone Vinduer men i hele branchen, siger Lars Irskov om sin forgænger, Kaj Bundgaard, der i efteråret meldte sin forestående fratræden.
Ved årsskiftet tog Lars Irskov derfor skridtet til topposten hos Dovista-ejede Krone Vinduer, hvor han har tilbragt de seneste 11 år i rollen som økonomichef og de sidste år har kørt tæt parløb med den nu tidligere direktør.
Skønt han er ny på topposten, er organisationskendskabet altså allerede på plads, og Lars Irskov er ikke i tvivl om, hvor Krone Vinduer har sine styrker.
- Jeg synes, det er en fantastisk virksomhed, der er inde i en god udvikling både på aktivitet og på resultat. Vi har fået bygget en rigtig god organisation op, og siden vi blev overtaget af Dovista, er der føjet endnu et aspekt til de muligheder, vi står overfor, siger han.
AnnonceFra snedkerværksted til storkoncern
I 2016 satte Kaj Bundgaard, der på daværende tidspunkt kunne kalde sig ejerleder, gang i et glidende generationsskifte til den VKR-ejede vindueskoncern, og siden 2023 har den nordjyske vinduesproducent været 100 pct. på Dovistas hænder.
Og Lars Irskov har været med hele vejen.
- I starten var man nok noget spændt på det – man er jo nordjyde, og vores folk var da lidt i tvivl om, hvad det ville få af betydning. Men efterhånden som den første usikkerhed og skepsis lagde sig, er det blevet taget meget positivt imod, og det er tydeligt, at vi som en del af Dovista har fået nogle helt andre muskler, siger han.
Samtidig understreger han, at den nordjyske vinduesfabrik trods det nye ejerskab i høj grad har fået lov at fortsætte med at drive forretning på egne præmisser.
- Allerede fra dag et sagde Dovista, at vi skulle betragte det som en form for buffet – vi kunne altså tage de dele, vi ville have, og samtidig holde fast i det, vi er gode til, forklarer Lars Irskov.
AnnonceDet har blandt andet betydet, at Krone Vinduer kan nyde godt af stordriftsfordelene, når det kommer til eksempelvis fælles indkøbsaftaler, men stadig har spillerum til at finde alternative løsninger, når situationen kræver det.
- Det giver jo sig selv, at det er nemmere at få en god pris på glas, når man kan lave en årsaftale som en stor koncern. Omvendt er der også steder, hvor de helt store aftaler kan blive lidt tunge, måske særligt set med nordjyske briller, og der har vi fået lov til at gøre tingene på vores måde, når det har været nødvendigt, siger han.
Styr på processerne
Krone Vinduer kom ud af regnskabsåret 2024 med et rekordhøjt resultat på 39 mio. kr. før skat, og selvom en del af overskuddet blev tilskrevet salg af immaterielle rettigheder og know-how, har vinduesfabrikken modsat mange konkurrenter klaret sig nogenlunde upåvirket gennem de seneste års nedgang i byggeriet.
- Dem som vil have Krone-vinduer, jamen de vil stadig have Krone-vinduer. Der henvender vi os måske til et lidt mere købestærkt segment, og selvom vi også har kunnet mærke en nedgang i de store projekter, har vi haft mange andre strenge at spille på, siger Lars Irskov.
AnnonceVirksomheden har, modsat Dovistas andre danske brands Velfac og Rationel, specialiseret sig i specielle ordrer som atypiske størrelser og vinkler, hvilket ifølge direktøren dels har været med til at holde aktivitetsniveauet oppe i en nedgangstid, dels vist sig at spille glimrende sammen med de andre familiemedlemmer i koncernen.
- Hvis Dovista havde købt os for at rette på os, var vi jo kommet til at ligne de andre i koncernen, og så havde det ikke givet mening – de købte os jo, fordi vi kan noget andet. Vi er lidt kronen på værket, som jeg ynder at sige, lyder det med nordjysk lune.
Lars Irskov er dog fuldt ud bevidst om, at de frie tøjler også beror på de gode resultater.
- Der er ingen tvivl om, at så længe det går godt, får vi lov at fortsætte på vores måde. Og holder det op, kan vi nok regne med, at de rykker noget tættere på.
Der er dog heller ingen tvivl om, at den nye Krone-direktør agter at fortsætte de gode takter, og han er klar i målet, når det kommer til det kommende års prioriteringer.
Annonce- Vi kommer til at have fokus på at optimere processerne hele vejen rundt. Lige fra vi tager telefonen over salg til den tekniske afdeling og leveringen i sidste led, siger Lars Irskov, der særligt fremhæver en øget brug af data som afgørende for den fortsatte succes.
- Vi har nok været meget drevne af erfaring og ”hvad plejer vi at gøre”, og jeg har stor respekt for, at Kaj har kunnet drive det på den måde. Men som ikke-fagmand har jeg brug for bedre mulighed for at kunne dokumentere, at vi tager de rigtige beslutninger – på den måde er vi nok nået til en generation, der har brug for mere data at handle ud fra.



