Messesucces: - Vi kan trække endnu flere udenlandske gæster til

Med indkøbsmessen ”Messe C Furniture Fair” blev der i foråret lanceret et nyt samlende forum for møbelbranchen. Det blev så stor en succes, at folkene bag nu barsler med næste udgave af møbelmessen.
916 fagfolk, der repræsenterende 543 virksomheder, besøgte messen i slutningen af april måned.
- Det besøgende fagpublikum fra kæderne og detailleddet i møbelbranchen – indehavere, indkøbere, butikschefer og sælgere – tog også godt imod messen, hvor de blev præsenteret for nyheder og muligheden for at disponere til den kommende sæson, fortæller senior projektleder Lars Søndergaard i Messe C.
Nabolandene i fokus
Godt 18 pct. af de besøgende var udenlandske gæster fra 19 forskellige lande, og her toppede svenskere og nordmænd listen.
Og nu får nabolandene mere fokus i markedsføringen af 2026-udgaven af møbelmessen.
- Ser vi på Norge, Sverige og Tyskland, så kan vi trække endnu flere udenlandske gæster, siger Lars Søndergaard.
Han tilføjer straks, at andelen af danske besøgende naturligvis også gerne skal vokse.
- Men kan vi vækste generelt, så må andelen af udenlandske også gerne blive større, siger Lars Søndergaard.
Ingen konkrete mål
Et eksakt mål for antal gæster generelt opererer messen ifølge projektlederen ikke med. Det samme gælder andelen af udenlandske gæster.
- Vi kender billedet fra andre nystartede messer. Folk skal lige lære den at kende, konstaterer Lars Søndergaard.
Men målet er, at flere relevante fagfolk skal lægge vejen forbi arrangementer i Fredericia, når det løber af stablen 27. og 30. april 2026. Især når der fokuseres mere på nabolandene.
På nuværende tidspunkt er flere end halvdelen af standpladserne solgt og 40 udstillere klar – i fjor var der i underkanten af 60 udstillere alt i alt. Derfor er det en optimistisk projektleder der glæder sig til igen at byde velkommen til møbelfolket.
Det bliver også på et langt større areal end i april.
2025-udgaven af møbelmessen endte efter flere knopskydning med at fylde trehaller på samlet 10.000 kvm. Allerede nu er det besluttet at samle alle udstillere i én stor hal med op til 16.000 kvm.