Møbelgrossist fordobler medarbejderstaben efter vild vækst
House Nordic nærmer sig 100 ansatte – næsten en fordobling på blot to år, hvor medarbejderstaben talte 51.
Det kraftige medarbejderboom sker efter et 2024 med markant vækst for House Nordic, der er en nordfynsk møbelgrossist med kunder i 49 lande og et bredt sortiment af skandinavisk designede møbler og boligtilbehør.
- Øget omsætning kræver flere hænder. Vi har løbende tiltrukket nye kollegaer og bygget organisationen op,” siger Henrik Jørgensen, der er adm. direktør og stiftede virksomheden i 2016.
Omsætningen steg med 35 pct. for House Nordic i 2024, og det er med henblik på den forøgede volumen, at der er blevet ansat flere medarbejdere.
- Vi har styrket vores indkøbsorganisation markant, særligt i Asien, hvor vi har udvidet teamet med flere medarbejdere til kvalitetskontrol. Samtidig har vi oprustet det danske setup.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 45,8 | 40,1 | 23,1 |
Resultat af primær drift | 13,6 | 14,6 | 3,3 |
Resultat før skat | 13,7 | 12,8 | 4,1 |
Årets resultat | 10,5 | 9,8 | 3,2 |
Balancestatus | 64,6 | 49,7 | 38,4 |
Egenkapital | 44,8 | 34,3 | 26,6 |
Antal ansatte | 66 | 51 | 43 |
Kilde: CVR |
Det er ikke kun nye medarbejdere, der skal være med til at håndtere de mange ordrer.
Tilbyder de rigtige varer
House Nordic har samtidig sat gang i en række initiativer, der skal effektivisere arbejdsgange ved hjælp af kunstig intelligens. Teknologien bliver blandt andet brugt til at forbedre kundeservice og skabe smartere løsninger på tværs af organisationen.
Møbelgrossisten tjente 13,7 mio. kr. før skat, hvilket er det næststørste i virksomhedens 9-årige historie - kun overgået af det vilde møbelår i 2021.
Henrik Jørgensen holder sig ydmyg og kalder det et fornuftigt år.
- Det handler om at tilbyde de rigtige varer til den rigtige pris. Det har altid været vores DNA – samtidig med at gøre det enkelt for vores kunder at drive forretning med os.
Ydmygheden kan skyldes, at 2024-resultat ligger i den lave end af, hvad House Nordic havde forventet. Det skyldes udfordringer med fragt, som både resulterer i stigende fragtpriser og længere leveringstider.
Fragtproblemer
Det skyldes primært de vedvarende sikkerhedsproblemer i og omkring Suezkanalen, hvor skibstrafikken har været tvunget til at sejle uden om Afrika.
- Pludselig tog det op mod tre måneder at få fragtet møbler, som vi tidligere kunne få leveret på otte uger. Det gav betydelige ekstraomkostninger. Det ramte både os og branchen generelt.
Størstedelen af House Nordics produkter bliver produceret i Asien, hvor virksomheden ofte selv er involveret i både design og produktudvikling.
- Vi har meget fokus på naturlige materialer – kunderne vil gerne have noget, der føles ægte. Det handler ikke kun om design, men også om overflader og tekstur. Træ med synlig struktur, sten med lidt ru finish og vævede tekstiler er populære, fordi de giver mere varme og personlighed.
Virksomheden har nået en størrelse, hvor det ikke længere er nok blot at vokse og lancere nye varer. Nu skal retningen også formuleres tydeligt. Derfor arbejder House Nordic netop nu på at definere en skarp mission og vision.
- Vi vil være en af de mest eftertragtede spillere i vores felt. Der er mange grene af den ambition, og det vil vi sætte flere ord på om et par måneder.