Da Henrik Jørgensen for otte år siden stod hjemme i sit køkken og pakkede de første møbelordrer, lå et 100 mio. kr. domicil ikke i kortene.
Men nu tager House Nordic det største skridt i virksomhedens historie. Det sker med byggeriet af et nyt højlager på 16.000 kvm, som skal samle den hastigt voksende forretning under ét tag.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Henrik Jørgensen til Wood Supply.
- Vi startede derhjemme og har udviklet os fra år til år. Nu får vi en helt ny styrke i vores logistiske setup.
I dag er der omkring 100 medarbejdere hos den nordfynske møbelgrossist, der eksporterer til butikker og webshops i 50 lande.
Gør en stor forskel
House Nordic opererer med flere lagre fordelt i Søndersø, Odense og Vissenbjerg.
Når aktiviteterne samles på én lokation i Søndersø, forventer virksomheden både lavere omkostninger og en markant stærkere logistik.
- Når man har syv forskellige adresser, har man en masse intern vareflytning mellem lagrene. Det kræver en del ressourcer og planlægning. Når vi kan samle varerne på ét lager, gør det en stor forskel. Vi kan ekspedere ordrerne hurtigere med bedre service, siger Henrik Jørgensen.
Det var i fredags, at det første spadestik blev taget sammen med borgmesteren i Nordfyns Kommune, men Henrik Jørgensen varsler allerede en ny udvidelse.
Det nye højlager på 16.000 kvm - omkring 15.000 pallepladser - dækker nemlig kun virksomhedens nuværende kapacitetsbehov.
- Vi har købt mere grund, end vi skal bruge nu, fordi vi forventer inden for et par år at skulle udvide yderligere med noget mere lager, men også med showroom og kontor, siger Henrik Jørgensen.
Tro på projektet
Det kan virke som en dristig forudsigelse, men direktøren peger på, at House Nordic i flere år har haft et stærkt vækstmønster, hvor både kundetilgang og sortiment er vokset markant.
- Vores historik giver mig troen på, at vi skal udvide igen. De seneste år har vi bevist, at vores produkter og priser er gode på markedet. Så med den vækst, vi har haft, og som vi forventer fortsætter, er det også en nødvendighed for at kunne fortsætte udviklingen, siger han.
I 2024 steg omsætningen med 35 pct. og havde et overskud før skat på 14 mio. kr. Toplinjen forventes ifølge direktøren at stige med yderligere 25 pct. i år.
| Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
| Nettoomsætning | - | - | - |
| Bruttofortjeneste | 45,8 | 40,1 | 23,1 |
| Resultat af primær drift | 13,6 | 14,6 | 3,3 |
| Resultat før skat | 13,7 | 12,8 | 4,1 |
| Årets resultat | 10,5 | 9,8 | 3,2 |
| Balancestatus | 64,6 | 49,7 | 38,4 |
| Egenkapital | 44,8 | 34,3 | 26,6 |
| Antal ansatte | 66 | 51 | 43 |
| Kilde: CVR | |||
Velkendt medinvestor
Det nye byggeri sker gennem ejendomsselskabet Nordhub Ejendomme ApS, som Henrik Jørgensen ejer sammen med Brian Slot og Torben Villadsen.
Sidstnævnte er tidligere adm. direktør for Actona, der er ejet af Lars Larsen Group. Brian Slot kommer derimod fra byggebranchen og er direktør hos IBG, der er hyret som entreprenørfirma på projektet.
- De kommer med nogle kompetencer, som gør, at vi har de rigtige folk ombord i forhold til at bygge så stort et lager, siger han.
Det nye lager- og logistikcenter forventes at stå klar til oktober 2026.



