Møbelnetværk modtager 55 millioner
Lifestyle and Design Cluster, der har hovedsæde i Herning, er blandt de elleve organisationer, som er blevet udpeget som nationale styrkepositioner og godkendt som innovationsklynger for perioden 2025 til 2028.
Klyngen, der udvikler og faciliterer aktiviteter inden for livsstilsbranchen, herunder mode, møbler og design, har fået tildelt 55,6 mio. kr.
- Det må betegnes som en anerkendelse af livstilsbranchens store innovations- og konkurrencemuligheder. Branchens betydning er særlig stor, da den udgør et af Danmarks største eksportområder, udtaler direktør Betina Simonsen.
Innovation i branchen er afgørende for, at små og mellemstore virksomheder kan bidrage til at reducere klimaaftrykket. Den økonomiske satsning fra Erhvervsfremmebestyrelsen har derfor ifølge innovationscenteret et væsentligt samfundsmæssigt perspektiv.
Lifestyle & Design Cluster
- National erhvervsklynge for design, mode og møbler
- Fremmer innovation og bæredygtig vækst i SMV'er
- Brobygger mellem virksomheder og vidensinstitutioner
- Fokus på cirkulær økonomi og digitalisering
- Hovedsæde i Herning, kontor i København
Nytænkning i en foranderlig verden
Med en investering på 662 millioner kroner ønsker Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, at de 11 udpegede nationale klynger skal bidrage til at engagere over 5500 mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder i kollektive, innovationsrettede aktiviteter.
Midlerne vil gøre det muligt at matche virksomheder og vidensinstitutioner, så viden og ressourcer kan bringes i spil og skabe innovative produkter og løsninger.
Ifølge erhvervsminister Morten Bødskov skal satsningen være med til at hjælpe virksomhederne med at håndtere en verden i konstant forandring, hvor geopolitisk uro, en ændret sikkerhedssituation og ustabile værdi- og forsyningskæder stiller store krav.
Endvidere forventes det, at omkring 700 SMV'er udvikler konkrete koncepter til produkter og løsninger, som bidrager til at løse samfundsudfordringer inden for Danmarks mest lovende og potentialefyldte erhvervs- og teknologiområder.
Erfaringsmæssigt løfter det omsætningen i virksomhederne med omkring syv procent efter to år, påpeges det.
Fordele for medlemmer
Lifestyle and Design Cluster har allerede et veletableret netværk blandt både vidensinstitutioner og virksomheder i branchen. Med den nye bevilling får klyngen mulighed for at kanalisere betydelige midler til innovative aktiviteter og styrke de store samarbejdsplatforme, hvilket vil skabe yderligere vækst og udvikling i sektoren.
I den kommende bevillingsperiode forpligter klyngen sig til at selvfinansiere en større del af sekretariatets aktiviteter. Derfor har virksomheder og vidensinstitutioner siden april haft mulighed for at tegne medlemskab og dermed få adgang til en lang række ekstra fordele.
- Medlemskabet i Lifestyle and Design Cluster åbner døren til et stærkt netværk, medfinansiering af innovative aktiviteter og nye muligheder for at få en konkurrencemæssig mulighed med ny viden, siger Betina Simonsen.
Klyngeprogrammet, der løber fra medio 2025 til ultimo 2028, finansieres med midler fra EU's Regionalfond og de årlige finanslove gennem Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.