23948sdkhjf

Modulproducent skruer produktionen i vejret: - 2024 har været et investeringsår for os

Klimakrav og asbest skaber vækst for midtjysk virksomhed

Den midtjyske modulproducent ABC Pavilloner oplever en øget efterspørgsel på udlejningsmoduler og har i løbet af 2024 produceret 15 pct. flere moduler end året før.

Det skyldes især stigende efterspørgsel på midlertidige løsninger til byggepladser og genhusning – ikke mindst i forbindelse med omfattende asbestsaneringer og klimavenlige renoveringsprojekter.

- 2024 har været et investeringsår for os, hvor vi har skruet produktionen af udlejningsmoduler i vejret for hurtigt at kunne levere løsninger til de mange forskellige byggeprojekter, der er i gang rundt om i landet, fortæller Dennis H. Vegeberg, der er afdelingsleder hos ABC Pavilloner.

Fokus er skiftet

Han forklarer til Building Supply, at hvor det tidligere var prisen, som var den bærende konkurrenceparameter, er der i forbindelse med øgede klimakrav til byggeriet kommet andre spillere på banen.

- Der er mere fokus på strømforbruget på byggepladsen, og så indgår udlejningsmoduler til håndværkere også i LCA-beregningerne for byggeriet, og her kan vores moduler bidrage til at leve op til de kommende krav til CO2-udledninger fra byggeprocessen, siger Dennis H. Vegeberg.

Desuden oplever virksomheden, at kunderne også lægger stor vægt på udgifter til drift og forsyning.

Ikke kun til håndværkere

Et af de store projekter, ABC Pavilloner har leveret til, er renoveringen af 236 boliger i Frederiksværk, hvor boligerne løbende asbestsaneres, og beboerne genhuses i pavillonmoduler på 63 kvadratmeter.

I løbet af godt to år, hvor projektet står på, skal boligerne ud over at asbest-saneres også have udskiftet tage samt døre og vinduer. Og her flytter beboerne ud i midlertidige moduler.

Hver af de i alt 14 boliger er på 63 kvadratmeter og indrettet fuldt funktionsdygtig og møbleret med to soverum, køkken-alrum, bad, opvaskemaskine og vaskemaskine.

- Vores forventninger til 2025 er, at efterspørgslen kun vil fortsætte med at stige, og vi fortsætter derfor med at producere i et tempo, der matcher efterspørgslen, fortæller Dennis H. Vegeberg.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095