Klassikerproducent går i ring med cirkulært tiltag
De fleste har nok prøvet at sidde på en 7'er stol med et par ridser i lakken eller måske en svækket ryg.
Men fremover behøver den slags skavanker ikke kræve en større udskiftning i beholdningen af designstole.
Producenten bag, Fritz Hansen, har nemlig netop lanceret det cirkulære koncept ReNEW, hvor virksomheder og professionelle kunder, kan få renoveret deres stole, så de bliver "så gode som nye".
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
- ReNEW er for Fritz Hansen et stort skrift mod en mere cirkulær økonomi, udtaler Lars Hardboe Galsgaard, Executive Vice President i Sales og Brand Management om tiltaget.
ReNEW kører i to separate spor. Refurbish, hvor gamle eksemplarer renoveres og Recrafted, hvor de renoverede stole enten kan købes af eller sælges tilbage til Fritz Hansen.
Ifølge virksomheden er tanken, at alle eksemplarer af for eksempel Myren og Liljen "skal forblive i brug så længe som muligt."
"Vi ved, der står tusindvis af eksemplarer af stolene rundt omkring i verden - flere af dem årtier gamle. De er alle bygget med materialer af høj kvalitet og har et tidløst design, og derfor har de ofte kun brug for en kosmetisk opfriskning, før de er klar til at leve videre i de næste generationer," lyder det i pressemeddelelsen.
Regnskabsår | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 646,0 | 860,5 |
Resultat af primær drift | 27,2 | 1,9 |
Resultat før skat | 15,0 | -7,0 |
Årets resultat | 13,1 | -10,8 |
Balancestatus | 606,0 | 694,9 |
Egenkapital | 328,1 | 315,8 |
Antal ansatte | 305 | 394 |
Kilde: CVR |