23948sdkhjf

Nordic Wood Industries vil gøre tidligere smertensbarn til en guldrandet forretning

Koncerndirektør i selskabet bag Scandi Byg udstikker kursen efter ejerskiftet i den nordjyske modulbygger

Landets største modulbygger sætter kurs mod nye horisonter efter en periode, der sluttede med et tort milliontab under den tidligere ejer.

Nu skal der skrives et nyt kapital i historien om Scandi Byg A/S, som er blevet en del af trækoncernen Nordic Wood Industries, efter at sagaen om det Løgstør-baserede selskabs ejerskab sluttede ved udgangen af 2023.

- Vi slår ikke projekthuller med store minusser på enkelte sager, siger Thomas Raunsbæk, adm. direktør i Nordic Wood Industries til Wood Supplys søstermedie Licitationen.

Med en fortid som administrerende direktør i netop Scandi Byg har han om nogen indsigt i, hvad der kræves for at få virksomheden på ret køl efter perioder med økonomisk bølgegang.

Thomas Raunsbæks kommentar refererer til, hvordan modulbyggeren havde viste sig at være en økonomisk byrde for dets tidligere ejer, entreprenørkæmpen MT Højgaard, senest med en stor lussing i form af et underskud på 89 millioner kroner efter skat.

Nu skal den slags økonomiske svipsere henvises til historiebøgerne.

Styr på problemerne

I processen med at sikre fremtiden må ledelsen og det nye ejerskab også forholde sig til fortiden, hvor en række problemsager har tynget.

Med adm. direktør Torben Bloch Nielsen i spidsen har modulfirmaets folk kæmpet for at få fod på de underskudsgivende opgaver, og der er nu styr på driften, i forhold til det som produceres på modulfabrikken.

Thomas Raunsbæk forklarer, at de gamle sager var udfordret af, at det oprindelige aftalegrundlag gav rum til fortolkning.

Nu er der langt bedre kontrol med styring af sagerne end-to-end Thomas Raunsbæk, adm. direktør i Nordic Wood Industries

Det medførte uforudsete konsekvenser og dermed dyre løsninger og for høje omkostninger. I nogle af sagerne har kunderne også været ramt af problemer, der har påvirket casen for Scandi Byg.

- Nu er der langt bedre kontrol med styring af sagerne end-to-end, siger Thomas Raunsbæk og kalder det reetablering af tidligere processer og styring.

ScandiBygA/S_resultatefterskat2016-2022

På den baggrund erklærer han sig tryg ved, at Scandi Byg har bevæget sig ind i en fase med styr på driften.

- Men vi er på en rejse, hvor vi skal udvikle Scandi Byg til en stabil forretning med sorte tal, siger han.

I jagten på at skabe en profitabel forretning er der derfor også særligt stor opmærksomhed på ikke at tage ”hvad som helst” ind for enhver pris og uanset betingelser. Den slags fejl, der tidligere kostede dyrt.

- Der skal være bonitet i de opgaver, som vi tager ind. Og vi skal være trygge ved, at vi kan løse opgaven, på kontraktforholdene og på, at vi kan tjene på opgaven, siger Thomas Raunsbæk.

Han erkender, at det kan resultere i magre resultater over nogle måneder, inden alle kriterierne er opfyldt. Men hellere det end at tage en opgave ind, der kan ende med at gøre ondt økonomisk, lyder mantraet.

Uvished i opstarten

Selvom produktion og salg af de præfabrikerede moduler ikke ser ud til at blive en guldrandet forretning for Nordic Wood Industries fra første færd, vil markante økonomiske udsving, som det i 2022, være en saga blot, bedyrer direktøren.

- Men vi mærker presset, særligt på boligmarkedet, hvor der skal kæmpes hårdere for opgaverne, siger Thomas Raunsbæk.

Og det havde han og resten af folkene bag Scandi Byg helst været foruden.

- Men heldigvis har vi fine aftaler i hus, der bliver produceret på, og vi har gang i processer for at få flere ting ind løbende, fortæller Thomas Raunsbæk om nogle af de greb, der er taget for at skabe en positiv udvikling.

Meget er dog stadig i opstartsfasen. Derfor ser Thomas Raunsbæk sig heller ikke i stand til at sætte præcise tal på, hvor omsætningen ventes at lande i 2024, hvordan forretningen og ordrebogen ser ud nu og her, eller på forventninger til resultatet i det igangværende regnskabsår.

Vi slår ikke projekthuller med store minusser på enkelte sager Thomas Raunsbæk, koncerndirektør hos Nordic Wood Industries

Strategi med pil opad

Ligesom der er kommet kontrol over sagerne og taget tiltag for at øge salget, er de indledende manøvrer også udført til en strategiproces, som skal tegne de store linjer for fremtidens Scandi Byg.

Thomas Raunsbæk vil ikke foregribe begivenhederne, men forventer dog, at strategipilen vil pege opad. Især i lyset af den kæmpe berettigelse, Scandi Bygs produkter - træbyggeri og præfabrikerede moduler i træ med LCA-værdier omkring det halve af de nuværende krav - har i hans optik.

Mere konkret er forretningen - som adm. direktør Torben Bloch Nielsen beskrev i efteråret - i grove træk opdelt i tre segmenter.

Der er de større projekter på 100 mio. kr. og opefter, som selskabet løbende vil have en til to af, de mindre projekter med standardiserede løsninger, og endelig et tredje ben med produktion og salg af pavilloner, skure og lignende.

Forbilledlig overgang

Hvordan forretningen kommer til at udvikle sig under Nordic Wood Industries' ejerskab, vides det i sagens natur endnu ikke - også selvom den første årsrapport fra det nye Scandi Byg A/S, som trækoncernen overførte modulbygger-aktiviteterne til i december 2023, netop er blevet offentliggjort. 

Årsrapport viser et driftsresultat på 8 mio. kr. og en bruttofortjeneste, der er negativ med 2,4 mio. kr. Men da der er tale om et nyetableret selskab, som ikke havde aktivitet før købet af Scandi Byg-aktiviteterne ved udgangen af 2023, og desuden var præget af etableringsomkostninger, giver det ifølge direktøren ikke mening at se på tallene isoleret.

En langstrakt affære

Salget af Scandi Byg fra MT Højgaard til Nordic Wood Industries var en langstrakt affære. Et "forpligtende samarbejde og optionsaftale om salg af Scandi Byg" til Nordic Wood Industries blev præsenteret i januar 2023, men først i august var handlen endelig aftalt og godkendte af konkurrencemyndighederne. Salgsprisen lå angiveligt omkring 30 mio. kr.

Selskabet, som nu er blevet til det nuværende Scandi Byg, blev etableret den 12. december 2022 under navnet Sky 2022 A/S. Navneskiftet til Scandi Byg A/S blev foretaget 29. december 2023.

Samme dag skiftede det MT Højgaard-ejede selskab Scandi Byg A/S navn til Selskabet af 24. marts 1982 A/S. Det viser data fra CVR.

Hvordan den økonomiske udvikling har været i det sidste år under den børsnoterede entreprenørkæmpes vinger, må vi vente lidt med at få svar på, da selskabets årsrapport for 2023 endnu ikke er offentliggjort.

De seneste mange år har modulbyggeren dog levet en økonomisk turbulent tilværelse og havde udviklet sig til et økonomisk smertensbarn for MT Højgaard med et samlet minus på 141 mio. kr. i perioden 2016-2022. Ikke mindst på grund af et underskud på næsten 90 mio. kr. i 2022. Samme år var omsætningen også faldet til 331 mio. kr.

Ved udgangen af 2022 lød ledelsens forventning desuden på et minus før skat på 5 - 15 mio. kr. i 2023.

Han hverken kan eller vil kommentere på Scandi Byg-aktiviteterne i 2023 - den opgave tilfalder de daværende ejere, MT Højgaard. I stedet glæder koncerndirektøren sig over processen frem mod ejerskiftet, der tog sin begyndelse i januar 2023.

Som del af den gradvise overdragelse har de nye ejere således siddet som en del af Scandi Byg hen over store dele af 2023.

- Mange facetter skal lykkes; hvilke aftaler tages med over, og hvad arbejdes der videre med, fortæller Thomas Raunsbæk om samarbejder der med hans ord har "fungeret forbilledligt".

- Alt uden undtagelse er landet fuldstændig problemfrit, tilføjer han.

Scandi Byg A/S
Regnskabsår 2022/23
Valuta mio. DKK
Bruttofortjeneste -2,4
Resultat af primær drift 8,0
Resultat før skat 7,7
Årets resultat 8,0
Balancestatus 127,5
Egenkapital 8,4
Kilde: CVR.*Tallene dækker over perioden fra den 12/12-2022 til og med den 31/12-23

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126