23948sdkhjf

Generationsskiftet glider i Ry: - Her tænker vi 40 år frem

Efter en forskrækkelse i 2022 kunne Lars Brunsø og resten af holdet hos Ry Sengefabrik i fjor høste frugten af vellykket navigation gennem uvejret og en mangeårig stabil linje. Og det er stadig gennem de langsigtede briller, den østjyske sengedirektør betragter fremtiden.

– Vi har ikke nogen vækstplaner eller er på nogen vild vækstrejse, som man ser det i for eksempel Løvens Hule. Den slags er slet ikke mig, slår Lars Brunsø fast.

Ikke desto mindre afslører det netop offentliggjorte regnskab, at 2023 bød på fremgang. Her blev bruttofortjenesten løftet fra knapt 12 mio. kr. til 13,3 mio., mens der blev føjet en ekstra million til bundlinjen, der før skat landede på 3 mio. kr.

Eksport til kurbads-Europa

En del af forklaringen er ifølge direktøren, at Ry Sengefabrik formåede at navigere gennem et 2022, der ellers bød på lidt af en mavepuster.

- Vi blev jo slemt forskrækkede, da Putin startede den unødvendige krig, og vi så en mavepuster i forbrugsmønsteret i Q2 og Q3, som også smittede af ind i 2023, fortæller Lars Brunsø.

Ry Sengefabrik A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 13,3 11,9 14,4
Resultat af primær drift 3,3 0,9 2,1
Resultat før skat 3,0 2,0 1,9
Årets resultat 2,4 1,5 1,6
Balancestatus 25,2 24,8 25,7
Egenkapital 14,6 12,2 11,7
Antal ansatte 21 25 30
Kilde: CVR

Derfor blev der sat gang i nye initiativer i Ry, hvor der blandt andet er skruet op for vedligeholdelses- og reparationsarbejdet.

– 40 procent af det, vi har på systuen i dag, er reparationer, og det samme gælder for madrasser – det her med genbrug har meget mere fokus i Tyskland og i resten af Europa, end det har i Danmark, siger Ry-direktøren.

Og han ved, hvad han taler om. Sengefabrikken, der i dag står bag de to brands Akva og Rye, henter således mere end 90 pct. af sin omsætning på eksportmarkederne, hvor markedet for især vandsenge er markant større end det danske.

– Vi sælger rigtig meget i kurbads-Europa, som er en af vores nicher, og vi leverer også terapisenge til psykiatrien og til alderdomshjem, fortæller Lars Brunsø.

Generationsskiftet glider

Han grundlagde i sin tid den østjyske fabrik på netop vandsengene, og det var sønnerne Oliver og Alexander Brunsø, der i 2018 stod for at skabe det nye ben i form af Rye. Hvor stor en del af forretningen, de respektive brands i dag står for, vil Lars Brunsø nødigt afsløre.

- Men jeg vil gerne sige, at vandsengene stadig er storebror, lyder det dog.

Det er imidlertid ikke længere stifteren, der sidder på hovedparten af ejerskabet. I dag ejer sønnerne 60 pct. af virksomheden, mens Lars Brunsø har de resterende 40, og han begynder at kunne se en ende på tiden som ejerleder.

- Generationsskiftet kører rigtig godt. Jeg blev 65 i sidste uge, og inden jeg bliver 70, har de nok det hele, vurderer han.

Mellem tradition og fremtid

Derfor er det også vigtigt for stifteren, at det er en virksomhed i langtidsholdbar topform, han har udsigt til at overdrage.

– Vi er jo en gammeldags familievirksomhed på mange måder. Vi er selvfinansierende på driften, og vi har en likviditet og en soliditet, som gør, at vi kan tænke 40 år frem i tiden – det er ikke pengene til sommerferien, vi snakker om, lyder det.

Med godt 40 års historie i rygsækken og ambitionen om at tage 40 mere, befinder Ry Sengefabrik sig altså midt mellem traditioner og fremtid, og for Lars Brunsø er det ganske afgørende at følge med udviklingen.

- Blandt andet har vi tilsluttet os Diversitetsløftet hos Dansk Industri, for jeg synes, det er vigtigt, at vi fremmer lige vilkår for alle medarbejdere, siger direktøren, der også har taget den grønne dagsorden til sig.

- Vi er gået i gang med ESG (environmental, social, governance, red.), hvor vi også er i gang med et forløb hos DI, for selvom vi ikke er så store, at de nye rapporteringskrav i første omgang rammer os, vil vi gerne være med på beatet, lyder det.

Også i hverdagen spiller de grønne hensyn ind, og Lars Brunsø peger på, at virksomheden i fjor kunne nøjes med at købe en enkelt flyrejse.

- Den gik så godt nok også til Japan, så det var en af de tungere, men ellers har vi kunnet klare alt med videomøder, selvom vi eksporterer så meget og har forhandlere i 35 lande, fortæller han.

Selvom Lars Brunsø ikke jagter vækst for vækstens skyld, er det derfor også afgørende, at sengeproduktionen i Ry vedbliver at være en overskudsforretning,

- Vi har brug for at tjene penge – den grønne omstilling betyder, at vi skal investere massivt i maskiner de kommende år, hvis vi skal sikre, at næste generation også har et solidt fundament at stå på. Og det skal vi selvfølgelig, slår han fast.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.504