Navnet WoodUpp ligger tæt på “What up?” – og spørger man ejeren, siger han:
- Jeg er rigtig godt tilfreds.
Mads Vesterby er en mådeholden sønderjyde, og når han tillader sig at svinge sig op til de ord, går det godt i Ribe.
For WoodUpp, der fremstiller akustikpaneler til både private og kontraktmarkedet, har netop afsluttet et regnskabsår, hvor indtjeningen er fordoblet, og væksten har spredt sig både til nye markeder og nye produktlinjer.
- Vi havde det svært i sidste regnskabsperiode, men vi holdt fast i vores investeringer. Det har heldigvis båret frugt, siger Mads Vesterby, der stiftede virksomheden i 2016.
WoodUpp har de seneste år været på en vild vækstrejse og udvidet til i alt 19 lande - herunder USA, Australien og flere europæiske. Virksomhedens salg har samlet givet et overskud på knap 24 mio. kr. for 2024/25.
| Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
| Bruttofortjeneste | 112,9 | 80,0 | 97,5 |
| Resultat af primær drift | 36,4 | 23,6 | 60,7 |
| Årets resultat | 23,9 | 11,0 | 44,0 |
| Egenkapital | 147,7 | 124,1 | |
| Antal ansatte | 115 | 88 | 54 |
| Kilde: CVR | |||
Nye lande
Der er særligt blevet investeret i nye markeder og i organisationen.
- Det koster penge og tager tid, før man for alvor kan se, at investeringerne begynder at give afkast. Nu høster vi frugterne af, at vi valgte at holde fast i investeringerne.
Mads Vesterby fremhæver Italien, Sydafrika og Norge som lande, hvor der har været gode vækstrater.
- Og så bidrager USA rigtig meget til regnskabet. Landet fylder omkring 30 procent af vores forretning i dag.
WoodUpp købte i 2024 en produktionsfabrik i North Carolina, og den har været afgørende for at kunne følge med efterspørgslen i USA. Virksomheden har desuden fabrikker i både Ribe og Skærbæk.
WoodUpp
- WoodUpp blev stiftet i 2016 af Mads Vesterby i Ribe
- Virksomheden designer og producerer akustikpaneler og andre produkter i træ
- Rødderne går tilbage til 1991, hvor hans forældre startede finérvirksomheden PVH Finer
- Produktionen foregår på fabrikker i Ribe, Skærbæk og North Carolina, USA
- WoodUpp sælger i dag til 19 markeder verden over, herunder USA, Australien og flere europæiske lande
- USA udgør omkring 30 procent af virksomhedens samlede forretning
- I regnskabsåret 2024/25 fordoblede WoodUpp sin indtjening og opnåede et overskud på knap 24 millioner kroner
Ud over den geografiske vækst har WoodUpp også udvidet sin produktportefølje.
Flere ben at stå på
WoodUpp er primært kendt for produktet Akupanel - et akustikpanel i træ.
Det seneste år har virksomheden lanceret Create-serien. Det er forskellige slags tilbehør, der kan monteres på panelerne – for eksempel en boghylde eller et spejl.
- Vi har fået flere ben at stå på, siger Mads Vesterby og fremhæver også, at virksomheden er begyndt at fremstille udendørs facadebeklædning.
I regnskabet peger ledelsen på, at kombinationen af nye produkter, styrket organisation og normalisering af markederne har skabt grundlaget for væksten. Direktøren er glad for, at virksomheden valgte at fortsætte investeringerne, da efterspørgslen var lav.
- Vi havde en rigtig god tro på vores strategi, og vi havde en god mavefornemmelse, siger Mads Vesterby.
- Så vi valgte at eksekvere den og tro på, at efterspørgslen nok skulle stige igen.
Det gjorde den.
WoodUpp forventer at øge indtjeningen med yderligere 2-7 mio. kr. i det kommende regnskabsår.


