23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Wood Supply

Flere og flere kunder vælter ind i Ikea

Trods udfordringer i forsyningskæden og stigende prisfølsomhed blandt kunderne fik Ikea Danmark flere besøgende og reducerede samtidig sit klimaaftryk markant i det seneste regnskabsår

Trods et år præget af global usikkerhed og udfordringer i forsyningskæden lykkedes det Ikea Danmark at tiltrække endnu flere kunder. 

I regnskabsåret 2024/2025 løftede møbelgiganten kundetrafikken både online og i varehusene og endte med en stabil omsætning på 5,2 mia. kr., svarende til en stigning på 1 pct. sammenlignet med året før.

Det skriver Ikea i en pressemeddelelse. 

Det er især den øgede tilgængelighed, der har fået flere danskere til at lægge vejen forbi Ikea – fysisk såvel som digitalt. I alt fandt 5,9 millioner kunder vej til de blå og gule varehuse eller til kædens digitale univers. Onlinebesøgene voksede med 8,5 pct., mens de seks varehuse og fire Plan and order points (planlægnings- og bestillingsbutikker red.) oplevede en stigning på 4 pct.

– På trods af vores forsyningsudfordringer i årets begyndelse endte vi med en stabil omsætning, udtaler Doris Lan, adm. direktør i Ikea Danmark.

Pristryk og forsyningsudfordringer

Årets resultat kom ikke uden bump på vejen. I begyndelsen af regnskabsåret var op mod 15 pct. af sortimentet ramt af leveringsproblemer. Samtidig har de seneste års inflation gjort danskerne mere prisbevidste, og mange vælger nu varer i de lavere priskategorier.

– Da inflationen var høj i Danmark, tog vi et bevidst valg og sænkede priserne på vores produkter markant. I det forgangne år har vi tydeligt mærket, hvordan kunderne har nydt godt af disse tidligere prisreduktioner, udtaler Doris Lan.

En central del af Ikeas strategi handler om at være til stede dér, hvor kunderne er. I november åbnede kæden sit fjerde Plan and order point i Kolding Storcenter, og i efteråret 2025 følger Sønderborg efter.

De mindre enheder skal ifølge Ikea gøre det nemmere at få personlig rådgivning, især til større projekter som køkkener og garderober.

Samtidig er Ikea i fuld gang med at nedbringe sit klimaaftryk. Hele 98 pct. af hjemmeleveringerne sker nu med elbiler, og i driften af varehusene har kæden reduceret CO₂-udledningen med 28 pct. på blot ét år.

– Det er meget tilfredsstillende, at vi har reduceret vores udledning med 28 pct. på ét år. Det viser, at vi er på rette vej. Men arbejdet stopper ikke her. Vi fortsætter med at se på, hvordan vi kan mindske vores klimapåvirkning, samtidig med at vi omstiller vores forretning til øget online handel.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.032|