Overtager sin fars direktørstol: Skal lede 500-mand stor trævareproducent
Dansk Træemballage er Danmarks største producent af emballageprodukter i træ, og virksomhedens nye direktør hedder Christian Bisgaard Jensen. Han er søn af Dansk Træemballages tidligere direktør Peter Jensen.
Således er Christian Bisgaard Jensen tredje generation, som står i spidsen for Danmarks store palleproducent. Hans farfar købte i 1972 Haastrup Træemballage på Fyn, og det er den virksomhed, der på godt 50 år er vokset til en over 500 mand stor koncern med produktion over hele landet.
Jeg er ikke min far, og det skal jeg heller ikke være, men det er klart, at jeg har fået en masse værdier med mig igennem min opvækst Christian Bisgaard Jensen, ny direktør for Dansk Træemballage
- I de 10 år jeg var i Hvidovre, har jeg fundet min måde at lede på. Jeg er ikke min far, og det skal jeg heller ikke være, men det er klart, at jeg har fået en masse værdier med mig igennem min opvækst, siger Christian Bisgaard til fyens.dk om hans nye rolle som direktør for Dansk Træemballage.
- Min far har helt naturlig været mit forbillede på grund af det, han har opnået og bedrevet. Men jeg har ingen ambitioner om at komme til at ligne min far, uddyber Christian Bisgaard Jensen.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 1671,4 | 1371,6 | 966,3 |
Bruttofortjeneste | 496,3 | 397,6 | 205,8 |
Resultat af primær drift | 369,5 | 279,3 | 101,6 |
Resultat før skat | 373,2 | 280,5 | 99,5 |
Årets resultat | 291,0 | 218,2 | 74,2 |
Balancestatus | 853,6 | 789,8 | 656,9 |
Egenkapital | 20,0 | 20,0 | 222,8 |
Antal ansatte | 549 | 512 | 506 |
Kilde: CVR |
Christian Bisgaard har først været leder i Dansk Træemballages afdeling i Hvidovre, som er specialiseret i emballagering af større maskiner. Det ansvar er de sidste to år udvidet, således han har haft ansvaret for koncernens produktion i Hastrup og Ullerslev på Fyn, samtidig med han stadig har løftet ledelsesopgaven i Hvidovre.
Svært at finde ny direktør
Det har ikke været let at finde en ny direktør for Dansk Træemballage. I 2020 annoncerede Peter Jensen, at han havde nået en alder, hvor en ny kandidat til posten skulle findes. På det tidspunkt var Peter Jensen 70 år.
I næsten to år ledte man efter den rette person, og valget faldt på Troldtekts tidligere direktør Peer Leth.
Selvom virksomheden havde brugt lang tid på at finde den nye direktør, så holdt Peer Leth kun et år på posten. I september 2022 blev Peer Leth ansat, og i september 2023 var det slut.
Dengang sagde Peter Jensen til Wood Supply, at Dansk Træemballage og Peer Leth ”skiltes i god ro og orden. Det er den slags, der sker i større virksomheder, og det er så også sket her.”
Peter Jensen måtte endnu engang sætte sig i direktørstolen, men i alt blev det kun til en måned før den nye mand var fundet, og det oplagte valg var altså Peter Jensens egen søn.
At Christian Bisgaard Jensen ikke blev valgt i første omgang, skyldtes private lykkelige omstændigheder. For otte måneder siden blev Bisgaard far for anden gang. Efter samtaler med den nærmeste familie valgte Peter Bisgaard Jensen dog alligevel at påtage sig opgaven til trods for familieforøgelsen.
For som Christian Bisgaard Jensen konstaterer i interviewet med fyns.dk, så runder han arbejdsdagen af i bilen på vej hjem, og ”så er det børnene, der er i fokus, når man træder ind ad døren derhjemme.”