23948sdkhjf

Møbelproducent efter regnskab: - Vi er jo vestjyder, så vi lægger ikke alle æg i samme kurv

Vestjyske Fumac leverer et bedre resultat end sidste år, hvis det ikke lige var for renterne 

I Vinderup producerer Fumac kontormøbler til både private forbrugere, kontraktmarkedet og såmænd også til OEM-industrien, og årets bundlinjeresultat var 3,7 mio. kr. Det er knap 0,3 mio. kr. mindre end sidste år og det på trods af, at dette års driftsresultat er højere. 8,1 mio. kr. tjente man på driften i 22/23 mod 7,4 mio. kr. i 21/22.

Årsagen til forskellen mellem bundlinje og driftsresultat? Renterne selvfølgelig. Det er blevet dyrere at finansiere en forretning, og det kan også ses på regnskabet fra Vinderup. I dette års regnskab er der godt en mio. kr. til forskel mellem resultatet før og efter finansielle poster. Året før var forskellen omtrent det halve.

- Først Coronakrise, krigen i Europa, råvaremangel og -prisstigninger, høje renter, inflation og så videre. Hvor voldsomme efterdønningerne bliver, er svært at spå om, siger administrerende direktør Per Susgaard om det marked, som er et vilkår for alle i øjeblikket.

I en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabsoffentliggørelsen peger Fumac i øvrigt på stigende energipriser som en faktor, som har påvirket årets resultat.

FUMAC A/S
Regnskabsår 2022/23 2021/22 2020/21
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 18,1 17,4 23,4
Resultat af primær drift 4,8 4,5 10,2
Resultat før skat 4,0 4,1 9,7
Årets resultat 3,7 4,1 10,1
Balancestatus 79,9 78,6 80,5
Egenkapital 44,2 40,5 42,4
Antal ansatte 85 100 96
Kilde: CVR

Fumacs corona-guld-regnskabsår var 2020/21, hvor virksomheden havde et bundlinjeresultat på 10 mio. kr. Året efter var det faldet til 4 mio. kr., og i år lander resultatet som tidligere nævnt på 3,7 mio. kr.

At Fumac i et turbulent marked har formået at fastholde omtrent samme resultat som sidste år, skyldes ifølge direktøren, at man opererer i flere markeder, og derfor er virksomheden ikke eksponeret mod ét enkelt markeds op- og nedture. Som Per Susgaard udtrykker det, ”vi er jo vestjyder, så vi lægger ikke alle vores æg i samme kurv.”

Trods markedsturbulens er Per Susgaard fortrøstningsfuld, når det angår fremtiden. Virksomheden har en bæredygtighedsstrategi, og i den produktprofil ser Fumac en fremtid.

- Med den stigende konkurrence fra Østeuropa og Asien skal vi differentiere os og med vores vision om at ville være blandt de førende til bæredygtige møbelløsninger på det europæiske marked. Vi kan mærke, at vi har ramt noget af dét markedet efterspørger, siger Per Susgaard afsluttende.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078