23948sdkhjf

Direktør forlader inventarproducent: Vil ikke gå på kompromis med egne værdier

Knapt 11 måneder efter Carsten Tønnes overtog direktørstolen hos Expedit, skal den tysk-ejede inventarproducent igen på jagt efter en ny topchef. Torsdag den 11. maj fratrådte Tønnes sin post, mindre end to måneder efter han havde præsenteret et regnskab med eksplosiv fremgang, og ifølge den nu forhenværende Expedit-direktør skyldes bruddet uenighed om retningen.

– Der har været uenighed om den strategiske udvikling igennem et stykke tid, og det er kulmineret i, at Wanzl (ejerkoncernen bag Expedit, red.) og jeg er blevet enige om, at der ikke er nogen fremtid i det her samarbejde, fortæller Carsten Tønnes til Wood Supply.

Fratrædelsen sker således i det, han betegner som gensidig overensstemmelse.

– Jeg føler efterhånden, jeg har prøvet mange ting, og jeg vil ikke gå på kompromis med mine egne værdier og DNA, og derfor kom det til et brud, da det ikke var det samme, vi ville, forklarer han.

Minus til plus

Carsten Tønnes kom til Expedit efter et 2021, der havde gjort ondt på inventarproducenten. Her tabte den Hadsten-baserede virksomhed ikke mindre end 25 mio. kr. før skat, hvilket blev forklaret med store udfordringer på sourcing-fronten. 

At vinden var vendt under Carsten Tønnes' tid på posten, stod klart, da han i april kunne præsentere et rekordoverskud på 28,8 mio. kr.

I samme forbindelse fortalte han om planerne for den fortsatte udvikling i det østjyske.

– Qua vores ejerskab arbejder jeg på at få udbredt kendskabet til vores kompetencer i hele koncernen – der er 27 salgsselskaber mere, der kan sælge vores produkter, og her ser jeg nogle muligheder åbne sig, der på sigt både kan sikre og udbygge beskæftigelsen i Hadsten, lød det i starten af april fra Carsten Tønnes.

Nu har han overladt direktørtøjlerne til Michael Jensen, der også inden Tønnes tiltræden var konstitueret på topposten i en periode. 

Hvad fremtiden byder på for den afgående direktør, står endnu hen i det uvisse.

– Det finder vi ud af, men det er nu ikke fordi, jeg ligger på den lade side – lige nu er jeg for eksempel på vej til en stor overflademesse i Tyskland, fortæller han.

Wood Supply arbejder på at indhente en kommentar fra Michael Jensen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.159