23948sdkhjf

Hole-in-one for skærerobot-direktøren: - Det skaber paralleller til hverdagen og karrieren

Henrik Jacobsen holder af golf og sejlture i det sydfynske øhav. Og så har et besøg på flygtningemuseet 'Flugt' givet stof til eftertanke. Her er Odico-direktørens interesser, når det handler om fritid og kultur

Hej Henrik. Fedt du vil fortælle lidt om dig selv. Hvad tyr du til, hvis du vil have rørt kroppen?

- Jeg nyder en god runde golf. Jeg har spillet i 10 år og nyder det stadig mindst lige så meget, som da jeg begyndte. Sidste år opnåede jeg mit første hole-in-one. Det var faktisk på min første runde i foråret og på det første hul. Jeg havde heldigvis min kone og yngste søn med, som kunne bevidne øjeblikket.

- I løbet af sæsonen spiller jeg typisk en gang om ugen, primært i Odense Golfklub, men indimellem besøger jeg også de andre dejlige fynske golfklubber, som Great Northern i Kerteminde, som har international standard, og som er både flot og svær.

- Golf kan til tider give store udsving på følelsesbarometret. På golfbanen spiller man mod sig selv, og det handler om ens egen evne til at overvinde udfordringerne. Golf er interessant, fordi det skaber paralleller til hverdagen og karrieren.

Henrik Jacobsen

  • Henrik Jacobsen tiltrådte som direktør for byggerobotfirmaet Odico for ét år siden – 1. april 2022

Karriere

  • 2018-2022: Vice Director Business Development – Robot Technology, Teknologisk Institut
  • 2016-2018: Vice President of Business Development, Blue Ocean Robotics
  • 2015-2016: Adm. direktør, Arkitektgruppen
  • 2011-2015: Adm. direktør, Aluwind

Uddannelse:

  • 2012: MBA, Syddansk Universitet
  • 1988: Produktionsingeniør, Syddansk Universitet

Privat

  • Gift med gymnasielærer Inge siden 1996
  • De har to drenge på 23 og 26 år
  • Henrik elsker golf, løb, ski og at bruge tid med familien, især i deres sommerhus på Thurø

Kan sport få dig til at råbe ad TV-skærmen?

- Jeg bliver passioneret og ender hurtigt oppe foran skærmen, særligt når jeg ser det danske fodboldlandshold spille i øjeblikket.

- Generelt er jeg optaget af trænernes ledelsesstil, og jeg ser mange analogier mellem sport og ledelse. Aktuelt er det interessant at se, hvordan Kasper Hjulmand håndterer ledelsesopgaverne på landsholdet, da hans stil er mere værdibaseret og empatisk og kan blive trendsættende for ledelsesstilen hos kommende trænere.

Hvad sætter du på playlisten til en fest?

- Jeg ville sætte TV-2 på playlisten som de første. Bandet er en del af mit livs lydspor helt fra min studietid og så til nu. Og så er det også en af min kones favoritter.

- Sammen med hende tager jeg også til mange koncerter med TV-2. Så jeg ved, at de sætter gang i festen.

Direktørens anden side

I Wood Supplys artikelserie ”Direktørens anden side” møder du en stribe direktører fra træ- og møbelindustrien på en helt ny måde.

Vi kører denne artikelserie, fordi idræt, bøger, film, musik og kultur også er en del af fortællingen om de mennesker, der sidder for bordenden.

Hvad kommer så på anlægget i bilen?

- Jeg hører typisk musik, når jeg kører, og jeg streamer ofte. For nylig kørte jeg med min kone og lyttede til en podcast-serie kaldet "Succesfuld?", som handler om at føle sig succesfuld i sit arbejdsliv.

- Den seneste episode hed 'Du får de bedste ideer i badet', hvor hjerneforsker Peter Lund Madsen talte om vigtigheden af at give hjernen ro og ikke altid have den på overarbejde. Det var meget interessant, og det understregede for mig vigtigheden af at have noget, hvor man kobler af.

Når det handler om kultur, hvad bruger du så din tid på?

- Jeg har for nylig besøgt flygtningemuseet FLUGT i Oksbøl, hvor der er fokus på de tyske flygtninge, som kom til Danmark under 2. verdenskrig. Jeg synes, at museet bød på nogle spændende fortællinger, som giver noget stof til eftertanke i disse tider med krig og flygtningestrømme i Europa.

- Også teaterbesøg og udendørskoncerter i Den Fynske Landsby, der er et frilandsmuseum med gårde og huse i Odense, står højt på min liste.

Hvilken bog vil du anbefale et nyt medlem af dit ledelsesteam at læse?

- Jeg er en stor fan af krimier til afslapning og har for nylig læst Thomas Kaarsteds ’Steder, tiden har glemt’. Historien har et spændende plot, og så foregår den i Odense, hvilket giver bogen en masse genkendelighed.

- For nylig er jeg også begyndt at læse Morten Albæks "Falske Sandheder i livet" efter at have fået den i gave. Den giver stof til eftertanke og selvrefleksion. Jeg læser generelt rigtig gerne, ofte på tablet eller fysisk bog, lydbogsformatet har jeg stadig til gode at prøve.

- Hvis jeg skulle anbefale en bog til en leder i mit team hos Odico, ville jeg foreslå de to. Den ene har en afslappet vinkel, som kan hjælpe med at koble af, mens den anden fokuserer på personlig udvikling og selvrefleksion. Jeg mener, at det er vigtigt at stoppe op og tænke over tingene, både personligt og karrieremæssigt, så man ikke bare hopper på toget og lader det køre af sted uden at tage hensyn til sine mål og drømme. Netop bøger og foredrag kan være gode måder at få inspiration og tage ansvar for sin egen udvikling på.

Så er de anbefalinger givet videre. Hvad vil du vise frem i Danmark til en ven fra udlandet?

- Jeg ville uden tvivl tage dem med på en bådtur i Det Sydfynske Øhav. Det er det fedeste sted i verden på den helt rigtige dag.

- Du har hele tiden et sted at sejle hen til, og man kan let lægge til og spise sin frokost, når og hvor man har lyst. Det er virkelig afslappende at sejle rundt der, og jeg har gjort det både i motorbåd, sejlbåd og kajak. Svendborgsund er utroligt smuk, og der er masser at kigge på. Også de flotte villaer langs kysten. Når jeg har gæster med, er de meget imponerede over naturen, følelsen af højt til loftet og den generelle hyggelige og autentiske atmosfære.

- En af de andre dejlige aktiviteter, som man også kan foretage sig, er at spille golf på en af de fantastiske golfbaner. Her er også masser af natur, rådyr, fasaner og harer, og man kan virkelig slappe af og koble af fra hverdagens stress og jag. Hvis man så samtidig har en heldig hånd med golfspillet – og det behøver ikke at være en hole-in-one – så kan det kun blive en god dag.

Artiklen er en del af temaet Direktørens anden side.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109