23948sdkhjf

1205: Sikre og stabile løsninger med tagspær

Artikel for Træ & Industri December 2005
Tekst Træbranchens Oplysningsråd

Det var store spær i landbrugsbygninger, der fik Træbranchens Oplysningsråd og landbrugets rådgivere til at reagere. For det viste sig at afstivningen af de store landbrugsspær i flere tilfælde var så mangelfuld, at der var risiko for kollaps.
- Der skal nemlig en god afstivning til for at sikre, at så store tagkonstruktioner blev stående, hvor de skal, siger direktør Bjarne Lund Johansen, Træbranchens Oplysningsråd (TOP).
- I flere tilfælde har det være nødvendigt efterfølgende at afstive de store spær for at undgå sammenbrud. Nogle spær er enten faldet ned i byggeperioden, eller hele tagkonstruktioner er væltet eller fløjet af i efterårsstorme på grund af manglende afstivning eller forankring.
Det satte gang i en grundig gennemgang af hele spærområdet, og resultatet er netop udkommet: En ny håndbog, TRÆ 52, Træspær 2, som er blevet til et tagspær-fra-a-til-z opslagsværk.
- I første ombæring fokuserede vi udelukkende på spærene til stalde, men det viste sig hurtigt, at der skulle mere til, for det var ikke kun inden for landbruget, at der var behov for at gå spærene efter i sømmene, siger direktør Bjarne Lund Johansen, Træbranchens Oplysningsråd (TOP).
- Trænormen fastlægger grundlaget for den permanente afstivning af spær og tagkonstruktioner, men risikoen for kollaps er flere gange større for en åben spærkonstruktion i byggeperioden, end når bygningen er lukket med tag og vægge. Det viste en række vindtunnelforsøg, som vi gennemførte for at forstå, hvad der foregik.
- Derfor har vi revideret og opdateret vores viden om spær, og blandt andet foretaget nye beregninger ud fra det erfaringsgrundlag, vi har i dag.
- Det findes alt sammen i detaljerede tabeller og konstruktionstegninger, så man ved hjælp af håndbogen kan planlægge opstillingen af fabriksfremstillede tagspær til alt fra små bygninger til store landbrugshaller og etagebyggerier.

Nem og effektiv afstivning

- En af nyhederne er de afstivningsløsninger, vi udviklede til landbruget, siger Bjarne Lund Johansen. De baserer sig blandt andet på montering af en nyudviklet gitterdrager i træ, der skal leveres med spærene og fra starten sættes ind som afstivningselement sammen med et system af trækbånd.
- Det er en nem løsning, der kan anvendes på alle spærtyper, og den giver den ønskede stabilitet, også uden at det tynger budgettet. Den ekstra udgift opvejes blandt andet af, at det er nemmere og hurtigere at sætte spærene op.
- Følges anvisningerne, behøver man ikke at regne på dem. Alt findes i tabeller og tegninger i bogen, som også kan bruges som dokumentation for, at konstruktionerne er stærke og stabile nok.
- Det er en fordel for alle parter, for spærfabrikkerne er normalt ikke ansvarlige for konstruktionernes stabilitet, når spærene sættes op, så der påhviler entreprenører og ingeniører et ansvar for, at spærene bliver stående.
- Den anden væsentlige nyhed i håndbogen er helt nyudviklede og enkle afstivningsløsninger til almindelige bygninger, der tager hensyn til korrekt placering af undertage. Mange undertage oplægges forkert, og det er ikke ualmindeligt at se relativt nye undertage ødelagt af tagstensbindere og båndafstivninger.
- Det kan man undgå fremover ved at følge anvisningerne i TRÆ 52, Træspær 2, som giver byggeriets parter både beregninger og løsninger, så de til enhver tid ved, at spær og konstruktion har den korrekte styrke og stabilitet.

Håndbogen er udarbejdet af Statens Byggeforskningsinstitut og Træbranchens Oplysningsråd i samarbejde med Danske Træspærproducenter, Landbrugets Rådgivningscenter, Dansk Byggeri, Forsikring og Pension, civ.ing. Hilmer Riberholt samt repræsentanter for producenter af beslag og fastgørelsesmidler. Håndbogen er på 192 sider, koster kr. 375,-, og kan bestilles på www.top.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063