23948sdkhjf

1205 TA: www.maskinkorekort.dk - her lærer du at betjene dine maskiner sikkerhedsmæssigt forsvarligt

Artikel for Træ & Industri December 2005
Tekst konsulent Kim Bøhmert, Træets Arbejdsgiverforening

Arbejdsulykker er en trist affære for både medarbejder og virksomhed. Ofte sker arbejdsulykker som følge af mangelfuld viden og instruktion i brug af maskinen. Men der er heldigvis hjælp at hente.

Træets Arbejdsmiljøudvalg har i samarbejde med Skive Tekniske Skole udviklet en hjemmeside, som indeholder et omfattende undervisningsmateriale om sikker indretning og betjening af de maskiner som træ- og møbelindstrien bruger.

Leverandører af maskiner til branchen har velvilligt stillet billedmateriale og videoklip til rådighed for projektet, som er finansieret af Industriens Branchearbejdsmiljøråd og Træets Uddannelses- og udviklingsfond.

Materiale på nettet
Hjemmesiden indeholder et væld af oplysninger og kan sagtens bruges af virksomhederne som et opslagsværk og et supplement til den vitale maskininstruktion, der sker ude i produktionen. Ideen med siden er dog at virksomhederne indfører systemet fuldt ud, dvs.. at medarbejderne gennemgår både de teoretiske og praktiske prøver og derved får udstedt et maskinkørekort. Materialet ligger frit tilgængeligt på Internettet og kan derfor også anvendes af de arbejdsmiljørådgivere som rådgiver branchens virksomheder. Dog er prøvedelen kun tilgængelig via log in med password som tildeles ved henvendelse til sekretariatet.

Siden er tænkt så brugervenlig som overhovedet muligt. Derfor er den holdt i et nemt og overskueligt design – uden at det går ud over indholdet og funktionerne. Der er også lavet en lille quiz i bedste Jeopardy stil – dog er det www.maskinkorekort.dk der stiller spørgsmålene og brugerne der skal vælge svaret.

En række tests
Maskinkørekortet er opbygget med en teoretisk og en praktisk del indenfor hver maskintype, samt en generel teoretisk del om arbejdsmiljø. Før der udstedes kørekort til en maskine, bør den teoretiske prøve om generel arbejdsmiljø være bestået - ligesom en teori- og en praktikprøve for den enkelte maskine.

Teoriprøven afvikles direkte fra hjemmesiden, mens den praktiske prøve skal gennemføres på den aktuelle maskine. Det er op til den enkelte virksomhed at beslutte om prøven aflægges i eller udenfor virksomheden f.eks. på en af branchens uddannelsessteder Det er dog en forudsætning for at bestå en praktisk prøve er at den godkendes af en kvalificeret instruktør.

Der findes en række tests under de emner, som er beskrevet i maskinkørekortet. Det er op til brugerne selv at bedømme om man vil prøve kræfter med dem, men de er både nyttige og fungerer som træning til den egentlige prøve. Derfor er der rigelig plads til at svare forkert og lære af sine fejl inden den teoretiske og praktiske prøve aflægges.

Siden er lavet så tests både kan bruges før, under og efter at et maskinkørekort er taget. Det er nemlig vigtigt at vedligeholde sin viden om maskinen og arbejdsmiljøet og derfor kan man snildt bruge siden som en selv-tester.

Træets Arbejdsmiljøudvalg håber på, at virksomhederne vil tage godt imod siden og bruge den som et vigtigt redskab i oplæringen af nye medarbejdere og ved omrokering i virksomheden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078