23948sdkhjf

Brancheforening skruer op for de bæredygtige ambitioner med nyt mål

Dansk Træforening har netop sat som mål, at andelen af dokumenteret bæredygtigt træ i 2025 skal stige til 95 procent i de produkter, medlemmerne importerer til Danmark. En større andel af certificeret træ skubber på den grønne omstilling og skiftet til en bæredygtig bioøkonomi, lyder det i en pressemeddelelse fra brancheforeningen.

Langt størstedelen af det træ, vi bruger herhjemme i eksempelvis byggerier, køkkener og møbler, stammer fra udlandet – hovedsageligt fra vores nære nabolande i Skandinavien og Europa, men også fra lande, der producerer tropisk træ.

Samfundet står på tærsklen til den grønne omstilling og en bæredygtig bioøkonomi, og derfor får vi brug for endnu mere træ. Og det er fuldstændig uproblematisk, så længe det træ, vi bruger, er bæredygtigt produceret, lyder brancheforeningens vurdering.

Dansk Træforenings medlemmer står for en stor del af importen af træ til Danmark og forsyner den træsektor, som skaber beskæftigelse og ifølge foreningen bidrager direkte til BNP med 32 milliarder kroner om året.

– Vi tager ansvar for, at det træ, der kommer ind i landet, stammer fra bæredygtigt forvaltede skove og i overvejende grad er certificeret efter de internationalt anerkendte FSC- eller PEFC-ordninger. Faktisk er hele 89 procent af det træ, vores medlemmer importerer, certificeret. På årets generalforsamling har vi netop vedtaget, at den andel skal stige til 95 procent i 2025, fortæller Jakob Rygg Klaumann, direktør i Dansk Træforening.

Færre fossile råstoffer – flere fornybare ressourcer

Mens politikerne taler mere og mere om CO2-reduktioner og grøn omstilling, er forbrugerne også begyndt at kræve flere og flere varer, der er bæredygtigt og ansvarligt produceret, og som tager hensyn til natur og klima.

Også byggesektoren rykker på sig og vender nu blikket mod materialevalget i stedet for som hidtil kun at fokusere på driften af en bygning. Senest har folketinget vedtaget en ny national strategi for bæredygtigt byggeri, som skal begrænse sektorens klimapåvirkninger og ressourceforbrug.

Dansk Træforening peger på, at træ helt naturligt vil komme til at indtage en større rolle i byggeriet, blandt andet fordi materialet har klare klimafordele i forhold til for eksempel beton eller stål. Men i det hele taget står træet centralt i den grønne omstilling, fordi det viser vejen væk fra fossile og ikke-fornybare råstoffer og hen til et samfund og en økonomi, der er baseret på fornybare materialer, vurderer foreningen.

– Ved at sætte ambitiøse mål og skrue yderligere op for mængden af dokumenteret bæredygtigt træ er vi med til at stimulere markedet og understøtte den gode bevægelse henimod et grønnere samfund. Jo mere certificeret træ, vi køber og importerer til Danmark, desto større bliver trykket på producenter i hele verden for at omlægge produktionen og tage de miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn, som en certificering kræver, uddyber Jakob Rygg Klaumann.

Med en certificering er der desuden fuld sporbarhed igennem hele værdikæden – lige fra træet står i skoven til det færdigt forarbejdede produkt.

– Certificeret træ er en uundværlig spiller i kampen for at nå frem til en bæredygtig bioøkonomi, hvor vi opretholder vores velstand uden samtidig at ødelægge planeten. Hos Dansk Træforening vil vi gøre vores bedste for, at den kamp bliver én, vi vinder, slutter Jakob Rygg Klaumann.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078