23948sdkhjf

Efter dyr trimning af butiksnettet: Køkkenkæde melder klar til nye forhandlere

Trods corona og nedlukninger blev 2020 et vendepunkt for den nordjyske køkkenkæde JKE Design. Efter tre års intensivt turnaround-arbejde lykkedes kæden sidste år med at vende en årrække med millionunderskud til overskud.

Med et resultat på 5 mio. kr. før skat blev bundlinjen i runde tal 9 mio. kr. bedre end det foregående års, mens der til gengæld var lidt pandemifremkaldt tilbagegang på toplinjen.

Skønt coronaens efterveer stadig spøger, og køkkenkæden lige nu som resten af branchen er udfordret på råvarefronten, har adm. direktør Claus Beier optimismen i behold.

Har smittet af på forhandlerleddet

Således er JKE-direktøren, der satte sig i stolen i 2017, nu klar til at rette blikket frem og tage hul på en udbygning af det forhandlernet, der er blevet trimmet siden hans tiltræden.

–  De første år sagde vi farvel til en del forhandlere, og nogle af de penge, vi har tabt, har været i den forbindelse; det koster dyrt ikke at have sunde forhandlere, så det var en del, vi kiggede meget på, fortalte han tilbage i oktober.

– Men nu er vi kommet til et punkt, hvor vi har skabt nogle fede signaturprodukter, og fortsat udvikler i en 100 procent bæredygtig retning. Det betyder, at vi pludselig kan noget, de andre ikke kan, og det tror jeg kan være med til at tiltrække nye forhandlere, der vil i samme retning som os, vurderer JKE-direktøren.

Claus Beier peger på, at de seneste års arbejde med at vende skuden også har kunnet mærkes blandt kædens eksisterende forhandlere.

Vores forhandlere mærker jo også, at JKE er blevet et stærkt brand og en virksomhed, der har været langt fremme med produktudvikling og det har smittet af på forhandlerne og har skabt større tilstrømning til JKE-butikkerne, så de klarer sig ligeledes rigtig godt, lyder det.

Kigger på tre markeder

Ifølge Claus Beier kan forhandlerne desuden mærke, at køkkenkunderne i dag efterspørger den bæredygtige profil, JKE i høj grad har slået sig op på, og der er således ingen tvivl om, at køkkenkæden ifølge direktøren står stærkt, når der skal nye forhandlere i folden.

JKE har i dag  15 butikker i Danmark, 7 i Sverige, 32 butikker i Norge samt en på Island, og Claus Beier ønsker ikke at sætte måltal på, hvor mange butikker kæden alt i alt skal op på.

– Men det er både i Danmark, Norge og Sverige vi kigger, fastslår direktøren, der forventer, at  2021 bliver endnu et godt år for køkkenkæden.

Og den coronaforstærkede køkkenkøbelyst ser han heller ikke dampe af igen lige med det samme.

– Det er altid et godt spørgsmål, hvor længe sådan noget holder, men vi har generelt fået flere penge mellem hænderne, og forskellige undersøgelser peger på, at interessen for at investere i hjemmet også vil være stor i de kommende år. Så at der skulle komme et drastisk stop, har jeg svært ved at se, lyder de positive fremtidsudsigter.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094