23948sdkhjf

Actona kan være uden direktør i tre måneder

Tidligere på året varslede møbelproducenten Actona Company et kommende direktørskifte, og nu er der sat dato på afgangen for adm. direktør Torben Villadsen, der forlader sin stilling ved årets udgang.

Dermed vil der i en overgang være et øget ansvar hos de øvrige medlemmer i Actonas øverste ledelse, indtil den nye direktør Jimmi Mortensen tiltræder. Det kan nemlig blive så sent som den 1. april.

– Vi er i fællesskab blevet enige om, at det er naturligt at stoppe i forbindelse med årsskiftet, og jeg er ikke nervøs for, at det vil påvirke Actona Company negativt, udtaler Jesper Lund, bestyrelsesformand i Actona og adm. direktør i Lars Larsen Group der ejer den Holstebro-baserede møbelproducent.

– Ledelsen i Actona består af dygtige og erfarne medarbejdere, og jeg er ikke i tvivl om, at de i tæt samarbejde med Lars Larsen Group kan løfte opgaven, indtil Jimmi Mortensen træder til, slår Jesper Lund fast.

Han takker samtidig Torben Villadsen for at have udvist stor fleksibilitet i forbindelse med sin beslutning om at stoppe, så Actona Company kan fortsætte af det succesfulde spor, som virksomheden er på.

Gik en ektra corona-mil

Allerede inden coronaen ramte, havde Torben Villadsen delt sine tanker om en snarlig afgang med bestyrelsen. Pandemien betød dog, at direktøren gennem seks år indvilgede i at blive og styre skuden igennem virusskærene.

– Det viser alt om Torbens værdier og dedikation til virksomheden, sagde Jesper Lund i den forbindelse.

Også Torben Villadsen er godt tilfreds med den måde, hvorpå han efter næsten 25 år hos Actona nu kan give stafetten videre.

– Actona Company har betydet uendelig meget for mig, og det er derfor helt afgørende, at jeg giver tøjlerne videre på en måde, der gør, at Actona Company kan komme videre uden bump på vejen. Det, mener jeg, er lykkedes, og jeg ønsker selvfølgelig alt det bedste fremover for medarbejdere, kunder og leverandører i Actona Company, såvel som for Lars Larsen Group, siger Torben Villadsen.

Grundet de nuværende restriktioner som følge af covid-19, er der ikke planlagt en stor afskedsreception for Torben Villadsen på nuværende tidspunkt, men både Jesper Lund og Torben Villadsen understreger, at de håber, der vil blive mulighed for dette på et senere tidspunkt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11