0204 TA: Ny miljø- og energiportal samler trådene i træ- og møbelindustrien
Artikel fra Træ og Industri februar 2004
Ved du, hvor du får informationer om biomassefyr? Og hvor du finder sidste nyt om miljøledelse og de nordiske miljømærker? I dag er svaret meget enkelt ... besøg http://www.reneprodukter.dk og find svarer – nemt, hurtigt og enkelt.
Denne nye internetportal, der samler alle relevante informationer om miljø-, energi-, og arbejdsmiljø ét sted, er frugten af samarbejdet mellem Træets Arbejdsgiverforening og Dansk Byggeri, som har udviklet sig igennem de seneste to år.
”Begge organisationer har store interesser i, at produktionsmetoderne i træ- og møbelindustrien bliver så rene som muligt, og derfor var det naturligt for os at samarbejde. Vi indså meget hurtigt, at opgaven med at indsamle informationer, var ganske uoverskuelig for de mennesker der til dagligt arbejder med miljø- og energi. Kunne vi give dem et værktøj, der forenkler informationssøgningen og samtidig holder dem up-to-date, vil vi nå langt i vores bestræbelser på at få et bedre arbejdsmiljø og renere produkter. Derfor søsatte vi projektet og samarbejdet om at udvikle en internetportal til træ- og møbelindustrien”, siger Kim Bøhmert, miljøkonsulent i DI’s brancheservicecenter for træ- og møbelindustrien og projektleder for portalen.
Portalen er bygget op om en ganske simpel struktur, der er nem at finde rundt i. Fra forsiden kan du klikke dig ind på de 3 hovedområder: Miljø, Energi og arbejdsmiljø – og herfra kan du så dykke dybere ned i de mange interessante områder portalen dækker. Fra forsiden kan du også finde en liste over rådgivere, der kan hjælpe og assistere. Og endelig kan du tilmelde dig et nyhedsbrev, som sørger for, at du hele tiden er opdateret med den sidste nye viden.
”For at portalen får en varm velkomst hos dem, der skal bruge den i dagligdagen, skal den opfylde nogle krav: Den skal være nem, enkel og hurtig at bruge, oplysningerne skal være opdaterede, og så skal indholdet være i orden. Og netop de tre krav har været vores ledestjerne i arbejdet med portalen. Lykkeligvis viser de første brugertests, at kravet om nemhed og enkelthed er opfyldt, indholdet er også på plads – nu mangler vi blot at bevise, at vi også holder oplysningerne opdaterede”, siger Kim Bøhmert.
Netop i disse dage bliver portalen introduceret i træ- og møbelindustrien. Og for at sikre en varm modtagelse har projektet bag, sat et reklamebureau på opgaven. Og de er kommet frem med en spændende idé, som sikkert vil få mange til at spærre øjnene op.
”I bund og grund serverer portalen jo alle oplysninger på et sølvfad, så hvad er mere naturligt end at lade en vaskeægte butler stå for introduktionen. Og som kronen på værket, har vi lavet en konkurrence, hvor en heldig – og dygtig – bruger, vinder en aften for 4 personer, hvor butleren serverer en udsøgt middag med vine og alt, hvad der hører sig til”, slutter Kim Bøhmert.