23948sdkhjf

Ungt møbelfirma skruer op for designsatsning

Core One fra Ikast er taget til Imm Cologne med intet mindre end 20 produktnyheder. Størsteparten af disse er designet af duoen Says Who.
Kombinationen af dansk købmandskab og vietnamesisk møbelproduktion har vist sig som en fornuftig forretningsstrategi i det midtjyske, hvor virksomheden Core One siden 2008 har etableret sig som leverandør til møbelkæder i både Danmark og resten af Skandinavien.

Den unge virksomhed er netop nu i fuld gang med at tage det næste skridt i sin udvikling. Gennem en omfattende satsning på produktudvikling er sortimentet på det seneste udvidet med en række spændende nye møbler, størsteparten designet af Aarhus-virksomheden Says Who.

- Vi mødte hinanden på Köln-messen sidste år. Core One var på udkig efter designere, der kunne hjælpe dem med at tegne nye møbler, og vi så en spændende mulighed i et samarbejde. Core One har på få år fået godt fat i massemarkedet i Danmark og Norge, og ligesom os er det en ung virksomhed, der vil ud i verden, fortæller Kasper Meldgaard, den ene halvdel af designduoen Says Who.

Netop Köln-messen er destinationen for de to virksomheder i denne uge, hvor Core One præsenterer 20 nye produkter. 15 af disse er designet af Kasper Meldgaard og Nikolaj Duve, der for alvor ser ud til at have fundet fodfæste med Says Who, som de grundlagde sammen for tre år siden. De to designere stod sidste år bag 13 af produkterne i Bolias 2013-kollektion, som blev lanceret med stor succes.

Lidt mere kant og lidt mere historie
Samarbejdet mellem Core One og Says Who har stået på i et års tid. Oprindeligt blev der designet fire nye produkter, men efter positiv respons fra indkøberne har samarbejdet udviklet sig yderligere, og de sidste produkter blev færdige for kort tid siden.

- For Core One er det et markant skridt. De har investeret stort i design gennem samarbejdet med os og er gået fra basisprodukter til designede varer med lidt mere kant og lidt mere historie, forklarer Kasper Meldgaard og fortsætter:

- For Nikolaj og jeg er det fedt at få mulighed for at lave design til det brede publikum. Produktserien er nordisk i sit udtryk og er fremstillet i massivt træ, som, vi tror, bliver meget aktuelt de næste år. Træ er bare et fedt materiale at arbejde med. Det er langtidsholdbart, og noget man kan have glæde af i mange år, fortæller han om de nye produkter.

Én af de bedste messer
Kasper Meldgaard og Nikolaj Duve tog i weekenden turen til Köln for at promovere de nye møbler over for de flere end 100.000 fagfolk, der gæster Imm Cologne frem til søndag. En stor oplevelse for de to designere, der udstiller på den internationale boligmesse for første gang. Og forventningerne er store:

- Når man sælger til det brede marked, er Köln én af de bedste messer at være med på. Vi tror på en god messe, fordi interessen for produkterne allerede har vist sig; først og fremmest i Danmark og Norge, men også på nye markeder som Japan og USA, siger Kasper Meldgaard, der understreger, at branchen ikke har set det sidste til Says Who og Core One:

- Det her er ikke et enkeltstående projekt. Det er et samarbejde, som kommer til at fortsætte i 2013, slutter han.

Fire spørgsmål til Kasper Meldgaard
Hvordan slår man igennem som ung designvirksomhed?
- Forudsætningen er, at du både har en teknisk og en kommerciel orientering. Det kræver teknik, når du skal tegne et produkt i Aarhus, sende tegningerne til Vietnam, og håndtere hele processen. Det kræver kommerciel indsigt at finde ud af, hvad er der interessant lige nu og i de kommende år. Men først og fremmest handler det om at kunne lave nogle fede produkter.

Hvad betyder det for designeren, at produktionen finder sted i et fjernt land som Vietnam?
- Afstanden er stor, og det er en udfordring, når man ikke bare kan gå ud i værkstedet og hive i materialerne. Men designere kan tegne og bruger knapt så mange ord – det hjælper på forståelsen. Men det er en helt anden verden, og man skal nok flyve derud og lære dem bedre at kende for rigtigt at forstå, hvordan det hænger sammen. Vietnameserne har ikke de samme teknologiske forudsætninger som os her i Danmark, og de kan nogle andre ting. Som designer skal du sætte dig ind i, hvad de kan, og hvad de ikke kan. På den måde finder du ud af, hvor du skal udfordre dem.

Hvilke trends og tendenser repræsenterer I?
- Back to basics – nordisk og autentisk. Jeg vil beskrive vores produktlinje med tre ord: Nordisk, dynamisk og karismatisk.

Kan du sætte nogle ord på fremtidens design og funktionalitet inden for møbler?
- Hos Says Who tror vi på, at forbrugeren vil søge efter to dimensioner i møblerne. Den ene er autencitet, holdbarhed, ærlige og langtidsholdbare materialer. Den anden er inspirerende oplevelser, detaljer og leg med virkemidler.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109