23948sdkhjf

Møbelduo vil knytte tættere bånd til forhandlere - nu mødes de over tegnebrættet

Hos esbjergensiske Bruunmunch har man sat kurs mod et internationalt gennembrud, og vejen går via en række tætte samarbejder med få men nøje udvalgte forhandlere verden over.

Første store skridt er taget i Tyskland, hvor designvirksomhedens møbler er på vej ind i 21 fysiske butikker hos landets største forhandler af dansk design. Samtidig er den første tyske ansatte rykket ind på kontoret for at stå for kommunikationen med det nye nøglemarked, og de to parter er i fuld gang med at knytte endnu tættere bånd.

– Det tætte samarbejde med Tyskland er mundet ud i, at jeg i samarbejde med deres produktchef har designet et spisebord målrettet det tyske marked. Det ligger lige nu i udviklingsstadiet hos vores danske producent, og så regner vi med at gå i markedet med det i tredje kvartal af 2023, fortæller medstifter Jacob Munch.

Udvikler i samarbejde

Det projekt er ifølge medstifteren helt i tråd med strategien om at knytte færre men tættere bånd til forhandlerne, og Jacob Munch ser god grund til, at man drager nytte af hinandens erfaringer i både salg- og skabelsesprocessen.

– Traditionelt har en designer skabt et produkt, som så bliver sat i produktion, og så går de i markedet. Her ser vi i stedet på, hvad der sælger i et marked, og så udvikler vi noget i samarbejde med dem, der ved allermest om afsætning af det pågældende produkt, siger han.

Markedsmålretningen ligger ifølge Jacob Munch i elementer som størrelse, materiale, funktioner, markedsføring og ikke mindst prispunkt.

– Og ud fra den opskrift har vi så sat vores præg på det, så det også passer ind i vores kollektion. Til Tyskland har vi specialdesignet et bord i massiv eg, uden udtræk og til en markedspris på cirka 16.000 kroner i vejledede udsalg, forklarer den autodidakte møbeldesigner.

Kan favne bredere

Til sammenligning peger han på, at spisebordet fra Bruunmunchs Fine Dining-kollektion, der er en af virksomhedens bestsellere, ligger til en pris på 40.000 kr., men understreger, at det ikke er kvaliteten, man er gået på kompromis med i jagten på det lavere prispunkt.

– Vi lavere ikke et dårligere design eller et dårligere produkt, men det er klart, at laver man et fast mål bord uden udtræk og en masse funktioner, så kan man få prisen ned, lyder det.

Derfor frygter medstifteren heller ikke, at brandet udvandes, men ser i stedet fordele i det udvidede kundegrundlag.

– Vi er ikke PP Møbler eller Fritz Hansen, vi er Bruunmunch, og jeg tror, at vi også appellerer meget til yngre mennesker. Med et bord til 16.000 kr. lægger vi os jo heller ikke i et niveau, som alle kan komme i nærheden af, men det kommer til at betyde, at vi kan ramme bredere, vurderer Jacob Munch.

Ideen om samskabelse er ifølge ham opstået som en naturlig forlængelse af det allerede tætte samarbejde, virksomheden stræber efter at opnå med forhandlerne.

– Jo tættere man kommer, jo lettere kan det lade sig gøre, og det er planen, at de samarbejder vi har og får, løbende skal blive mere frugtbare og endnu tættere, siger han.

Vil femdoble uden fyrretræ

Samme strategi følger Bruunmunch i andre egne af verden, blandt andet i USA hvor en aftale med en af staternes største kontrakt forhandler ifølge Jacob Munch er så godt som på plads og et nyt produkt samarbejde ved at forme sig.

– Det er egentlig meget det samme, vi gør der, men hvor Tyskland primært er retail, er USA mere kontrakt, og der er lidt en anden commitment fra deres side, når de selv er med til at udvikle noget, siger han.

Jacob Munch er ikke i tvivl om, at Bruunmunch med de tætte partnerskaber har fundet en gangbar vej til vækst. Forventningen er, at omsætningen i løbet af de næste tre år femdobles til 100 mio. kr.

– Det er selvfølgelig bundet op på planerne om mange flere af de her spændende samarbejder med store aktører, og vi ser potentielt en hel palet af produkter hos de største samarbejdspartnere tilpasset deres marked, fortæller han.

Dermed står den møbelkollektion, der blev udviklet på Jyllands vestkyst, snart til at blive beriget med input fra minimum to kontinenter, men Jacob Munch understreger, at der fortsat skal være en klar og genkendelig tråd gennem såvel nye som gamle designs.

– Det er ikke sådan, at vi pludselig skal til at lave møbler i fyrretræ. Det skal passe ind i vores kollektion og univers, og det skal give mening – vi kommer ikke lige pludselig til at lave billige fyrretræsmøbler, slår han fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078