23948sdkhjf

Køkkentrio brager fortsat frem: – Kundemæssigt kunne det lige så godt være midt i coronatiden

Daniel Døngart gør sig umage for at finde den rigtige balance.

– Altså, det kommer jo hurtigt til at lyde lidt udansk, men det går faktisk sindssygt godt, lyder det så fra medejeren af dansk-lettiske Handcrafted Interior.

Virksomheden har bygget en forretning op omkring skræddersyede snedkerkøkkener fremstillet på eget lettisk værksted, og det er tilsyneladende en opskrift, der har vist sig succesfuld. I hvert fald melder Daniel Døgnart om et 2022, der bød på fortsat uafbrudt vækst, og hvor andre af branchens aktører er kommet under pres som resultat af høj inflation og lav forbrugertillid, er kundestrømmen hos Handcraftet Interior stadig stabil.

– Kundemæssigt kunne det lige så godt være midt i coronatiden, fortæller Daniel Døngart, der dog understreger, at noget er ændret i markedet.

– Selvfølgelig kan vi mærke, at noget har rykket sig, og selvom vi ikke kan se det på ordreindgangen, er kundernes beslutningsproces blevet lidt længere, og de bruger mere tid på at sondere terrænet, fortæller han.

En velkommen normalisering

Det er imidlertid ikke en udvikling, han begræder.

– Måden, kunderne agerede under corona, var i virkeligheden ret crazy, og måske også en tand for crazy – beslutningsprocesserne blev meget korte, fordi leveringstiden grundet travlheden blev så lang, og derfor gav kunderne sig ikke altid tilstrækkelig tid til at overveje og planlægge deres køkkenkøb, forklarer Daniel Døngart.

I pandemiens første måneder oplevede han, hvordan den til tider desperate efterspørgsel smittede af på organisationen.

– Når kunderne er helt oppe at ringe, begynder folk at løbe lidt rundt, og det skaber udfordringer, for det er også der, man kommer til at lave fejl, lyder det.

Samtidig måtte den dansk-lettiske virksomhed bakse med at drive virksomhed på tværs af lukkede grænser, og for Daniel Døngart og resten af Handcrafted-holdet er der således flere gode grunde til at glæde sig over, at alting i dag er blevet lidt mere normalt.

Fem ben i en svær tid

Først og fremmest glæder medejeren sig dog over, at forretningen trives i en tid, hvor de gode historier fra branchen er blevet sjældnere.

– Selvom Hanstholm Køkken var en konkurrent til os, synes jeg, det er trist, når en virksomhed med så lang historie går konkurs, og det er tydeligt, at store dele af branchen har det svært for tiden, siger Daniel Døngart.

Forklaringen på, at det ikke gør sig gældende i hans egen virksomhed, skal ifølge Daniel Døngart findes i det fembenede mantra, Handcrafted Interior opererer ud fra.

– Det handler om smukt design, godt håndværk, attraktive priser, god marketing og gode kundeoplevelser. Har du ikke mindst tre, har du ingen eksistensberettigelse i branchen, har du fire, har du gang i noget godt og solidt, og vi mener selv, vi er godt kørende på alle fem, siger han.

Samtidig peger han på en bred kundesammensætning, der ifølge Daniel Døngart rummer alt fra de meget velhavende, til dem, hvis budgetter måske i virkeligheden ikke giver plads til det snedkererede inventar, men som alligevel vælger det til og måske sparer en smule på sommerferien i stedet.

Imidlertid, understreger han, bliver både køkkener og kunder sekundært, hvis man ikke har sat det rigtige hold.

– Det virkelige produkt, vi har, er ikke køkkener og skabe. Det er vores medarbejdere. Og det er dem alle sammen. Designeren, snedkeren, personen som bærer skabet op til 5. sal og personen, der tager imod kunden med et smil og en kop kaffe. Alle uanset rolle er utrolig vigtige, siger han og fortsætter:

– Handcrafted Interior er et erhvervseventyr og vi alle her i HCI, ved at vi skriver et vigtigt kapitel i branchen lige nu. De bedste medarbejdere ønsker at være et sted, som har succes, og succes er mange ting. Det handler ikke kun om penge. Det handler om design, et kram fra den glade kunde, et kram til kollegaen som har en skidt dag, eller et godt grin fordi vi har det sjovt. Succes er udvikling, og vi arbejder hårdt på at udvikle vores medarbejdere personligt og fagligt.

Fra 200 til 20 procent

Handcrafted Interior blev stiftet i 2014, og siden er virksomheden vokset hastigt. Over de seneste to år er antallet af medarbejdere på det lettiske snedkeri mere end fordoblet til omtrent 150 ansatte, og i efteråret sikrede de flotte vækstrater køkkenproducenten sin tredje gazellepris i rap.

– Og vi har ikke lukket 2022-regnskabet endnu, men vi er gået frem og laver det bedste resultat hidtil, afslører Daniel Døngart, der noterer sig, at væksten ser ud til at fortsætte.

– Året er selvfølgelig ungt, og vi er kun lige startet, men frem til maj ligger vi i indeks 120 sammenlignet med 2022, lyder det.

Selvom han forventer fortsat fremgang, er der altså skruet ned for tempoet i køkkenvirksomheden, der i de første år kunne præsentere vækstrater i omegnen af de 200 pct., og ifølge Daniel Døngart er det både en naturlig og velkommen udvikling.

– Det er selvfølgelig en anden grad end tidligere, men vi er også blevet en meget større virksomhed. Og det gode ved en vækstrate på 20 procent kontra en på 200, er at væksten går en tand mere stille og roligt, hvilket giver os bedre tid til at træffe kloge beslutninger, slår han fast.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11