Virksomheden Raitex har siden 90'erne specialiseret sig i at outsource møbelproduktion og har i dag sine egne fabrikker i det vestlige Ukraine.
Det er en god forretning.
I 2024 kom møbel- og tekstilvirksomheden ud med et overskud før skat på 6,1 millioner kroner. Det er en fremgang på to millioner kroner i forhold til året før.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Kristian Leo Pedersen, der er anden generation i den fynske familievirksomhed, er ganske tilfreds. Han fortæller desuden, at virksomheden vil fortsætte med at have møbelproduktion i Ukraine – på trods af, at krigen ikke ser ud til at stoppe foreløbigt.
- Vores fabrikker ligger i det vestlige Ukraine, hvor der er nogenlunde ro på. Ukrainerne er et sejt folk, så vi fortsætter ufortrødent med at producere i Ukraine. Vi krydser fingre for, at der snart bliver fred i Ukraine, siger Kristian Leo Pedersen til Fyens Stiftstidende.
Raitex beskæftiger op mod 400 medarbejdere i det krigshærgede land. Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, stod produktionen stille i en uge. Men der gik kun en uge, før lastbilerne igen begyndte at køre mod Vissenbjerg på Fyn, hvor Raitex har hovedkontor.
Søn står i spidsen
I slutningen af 2023 gav daværende direktør Helge Leo Pedersen tøjlerne videre til sønnen Kristian Leo Pedersen samt Søren Meiner Jensen som henholdsvis CEO og COO.
Helgo Leo Pedersen stod i spidsen for Raitex i mere end 50 år. Han fortsætter som arbejdende bestyrelsesformand.
Raitex blev stiftet i 1968.
| Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 | 
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK | 
| Nettoomsætning | - | - | - | 
| Bruttofortjeneste | 15,8 | 13,2 | 20,6 | 
| Resultat af primær drift | 5,9 | 3,7 | 11,0 | 
| Resultat før skat | 6,1 | 4,0 | 11,2 | 
| Årets resultat | 4,7 | 3,1 | 8,7 | 
| Balancestatus | 51,4 | 49,6 | 47,5 | 
| Egenkapital | 38,5 | 34,7 | 34,6 | 
| Antal ansatte | 10 | 10 | 10 | 
| Kilde: CVR | |||
 
                