23948sdkhjf

Efter 10 år har køkkenvirksomhed sat ny strøm til udganspunktet: – Markedet virker mere klar i dag

Hos den københavnske køkkenvirksomhed &Shufl kan stifterne konstatere, at det koncept, de oprindeligt byggede forretningen på, nu har fået fornyet vind i sejlene. Alligevel fortsætter duoen med at gentænke forretningen i jagten på harmonerende bundlinjer.

– Da vi startede for ti år siden, var vi de første, Ikea-hackere i Danmark og siden er vi vokset organisk gennem alle årene, fortæller medstifter og direktør Kristoffer Brems.

Flere vil bevare

Med vokseværket fulgte en tilværelse som bredere funderet køkkenvirksomhed, og repertoiret blev snart udvidet til også at omfatte hele køkkener, som i en årrække har udgjort det primære forretningsgrundlag.

Hvis der kun skal et greb til at forlænge levetiden på et køkken, er det det rigtigste at gøre, og så må vi sælge nogle flere greb, og på den måde brede markedet ud Kristoffer Brems, direktør og medstifter

Nu er &Shufl imidlertid søgt tilbage mod rødderne, og med lanceringen af konceptet Keep har Kristoffer Brems og medstifter Lotte Hyldahl sagt farvel til Ikea-præfixet, så alle køkkener i dag kan få en overhaling. Og det er et tilbud, kunderne har taget overordentlig godt imod.

– Flere og flere der kommer ind hos os, ønsker at bevare noget af det, de har i forvejen, og det er vi helt vildt glade for. Markedet virker mere klar til det i dag, og noget kan nok forbindes med krisen, men jeg tror også, at folk er blevet langt mere bevidste om måden at forbruge på, siger Kristoffer Brems og uddyber:

– Oprindeligt havde vi indtryk af, at det især var prisen og det at spare penge, der trak – at det dengang var smart at kunne åbne en lækker skuffe og sige “se, det er Ikea inde bag ved”. I dag åbner de skufferne og siger “se, det er bevaret”, og det er en stolthed, vi sindssygt gerne vil tale ind i.

Vil aktivere hele spændet

Mens de bevaringsbegejstrede kunder i dag udgør en stor del af trafikken hos &Shufl, er de endnu ikke slået igennem i samme grad i ordrebøgerne.

– Vi har en vision om, at det skal fylde omkring en tredjedel, og vi er godt på vej i den retning, så vi er meget positive, selvom vi ikke er der helt endnu, fortæller Kristoffer Brems.

Optimismen bygger ikke alene på den positive kundemodtagelse, men også på de udviklingsmuligheder han ser i konceptet.

– Vi har en overordnet vision om at aktivere hele spændet imellem det at bevare det hele og det at starte helt forfra. Nu har vi i første omgang lagt os i midten og sagt “behold de inderskabe, der virker”, men vi er også interesserede i at rykke længere til venstre, forklarer køkkendirektøren.

Ifølge Kristoffer Brems kan et sådant venstreskridt eksempelvis tages gennem en konceptualisering af bedre vedligehold.

– Eller vi kunne hjælpe folk med at reparere, eller vi kunne transformere det eksisterende for eksempel ved at udskifte laminat i stedet for hele låger - jeg tror, at der ligger en kæmpe revolution for markedet i den retning, og at alle egentlig skal den vej, hvis man vil en mere bæredygtig forretning, uddyber han.

En del af strategien

Keep-konceptet er en del af den &Action-strategi, køkkenvirksomheden i et par år har haft som ledestjerne, og der er flere heste i spil, når det kommer til at bringe &Shufl videre ad den grønne bane.

– Overskriften var at introducere et tredje ben, nemlig bæredygtighed, så alle beslutninger vi træffer, nu tages på baggrund af overvejelser om pris, design og bæredygtighed. Blandt andet arbejder vi meget med transparens, og kunderne skal kunne sammenholde CO2-footprint fra et køkken med det fra andre forbrugsvarer, forklarer Kristoffer Brems.

Samtidig er der sat ind på produktudvikling, hvor MDF’en er udfaset til fordel for genanvendelige spånplader. Det har medført, at fire ud af fem &Shufl-kollektioner i dag kan kværnes efter endt brug og omsættes til nye spånplader, og i tråd med de cirkulære ambitioner er der både arbejdet med design for adskillelse og gjort overvejelser på take back-fronten.

– Men vi ser klart det største potentiale i at holde køkkenerne derude i live. Når et køkken er sat op, er det fittet til et givent rum, og det giver så god mening at restaurere og holde grundmaterialet i live, konstaterer Kristoffer Brems.

– Så må vi sælge nogle flere greb

Målet er at blive en 100 procent cirkulær virksomhed, og &Shufl-direktøren slår fast, at der ikke er skruet ned for hverken ambitioner eller tempo trods en markedssituation, der i øjeblikket kræver større fokus på salg, end det længe har været tilfældet.

– Vi startede seriøst op med det her, inden det blev svært at sælge, og vi var nået til point of no return – men det gør ingen forskel, om der er krise eller ej, siger han og fortsætter:

– Vi ser ikke det her som “vores ting i markedet” men som noget, vi har sat i gang med et andet formål end at tjene penge og sprede godt design ud – vi er en værdibaseret virksomhed, og vi har valgt at gøre det her for et større formål.

Samtidig, understreger Kristoffer Brems, vil han nødigt kategoriseres som jubelidealist, og for &Shufl fylder ambitionen om at være “frontrunner på godt design som folk har råd til”, det samme, som den altid har gjort.

– Hvis vi ikke leverer på de parametre, kan vi ikke sælge noget, og heldigvis har vi en historie med gode tal. Vi har altid haft sunde bundlinjer, og vi har fået fire Gazelle-priser på vejen, men den økonomiske bundlinje er på ingen måde den vigtigste længere. Vi er optaget af det, vi sparer kloden for, og det er alfa omega for os, lyder det.

Om det store fokus på bevarelse skulle risikere at koste på køkkensalget er således heller ikke en bekymring, der plager Kristoffer Brems.

– Jeg synes ikke rigtig, vi har noget valg – hvis der kun skal et greb til at forlænge levetiden på et køkken, er det det rigtigste at gøre, og så må vi sælge nogle flere greb, og på den måde brede markedet ud, slår han fast.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156