23948sdkhjf

Modulbygger sat til salg midt i massefyring

Modulbyggeren Scandi Byg skal på nye hænder efter næsten 40 år. 

I en meddelelse til fondsbørsen oplyser MT Højgaard Holding, at koncernen efter et "længere strategisk review" har besluttet at indlede en salgsproces for den Løgstør-baserede virksomhed. 

– Vores analyse er, at MT Højgaard Holding ikke er den bedste ejer af Scandi Byg. Vi skylder medarbejdere, partnere og kunder at etablere et langsigtet ejerskab, der kan skabe stabilitet og realisere Scandi Bygs potentiale, udtaler Henrik Mielke, koncernchef i MT Højgaard Holding.

Samtidig ønsker MT Højgaard at "fokusere på koncernens datterselskaber inden for byggeri og anlæg, hvor MT Højgaard Holding er den bedste ejer og har de største muligheder for at skabe værdi," lyder det i meddelelsen, hvor det videre oplyses, at der er "indledt sonderinger med mulige købere".

Ifølge meddelelsen vil processen ikke få nogen betydning for hverken eksisterende, planlagte eller nye projekter hos modulbyggeren, der i 1984 blev opkøbt af Højgaard & Schultz, og dermed har tilbragt næsten 40 år i regi af koncernen. 

En hård periode

Heller ikke når det kommer til driften, indvarsles der ændringer, og på direktørposten fortsætter Torben Bloch Nielsen, der i november afløste Christian Halken efter to år på posten

Direktørskiftet kom i kølvandet på et år med vigende resultater i Scandi Byg, som kom ud af 2021 med en markant dalende omsætning og et lille plus på bundlinjen. Hos moderselskabet havde man spået, at modulbyggeren også i indeværende år ville trække ned i det samlede regnskab. 

Med planerne om salg følger således også en opjustering af forventningerne hos MT Højgaard Holding, der nu regner med et driftsoverskud på 260 mio. kr. mod de tidligere udmeldte 215-240 mio. 

"Scandi Byg ventes som ophørende aktivitet at indgå i koncernregnskabet for 2022 med et underskud efter skat i niveauet 56 mio. kr. Hertil kan komme eventuelle værdireguleringer af aktiver ved et salg," lyder det i børsmeddelelsen. 

At Scandi Byg har sit at bakse med stod senest klart i november, hvor modulbyggeren med henvisning til manglende ordrer og negative markedstendenser varslede en kollektiv afskedigelse af op mod 60 af de dengang omkring 250 ansatte. 

– På grund af mange sammenfaldende eksterne faktorer står vi i øjeblikket i en meget presset situation, som gør, at vi har måttet træffe den svære beslutning at igangsætte en proces efter reglerne om kollektive afskedigelser, lød det fra Torben Bloch Nielsen ti dage efter hans indtræden på direktørposten. 

SCANDI BYG A/S
Regnskabsår 2021 2020 2019
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 377,846 469,260 315,069
Bruttofortjeneste 39,378 50,915 42,220
Resultat af primær drift 2,548 16,988 11,733
Resultat før skat 1,538 16,220 10,943
Årets resultat 1,210 12,616 8,491
Balancestatus 197,360 250,450 273,487
Egenkapital 77,199 75,275 77,660
Antal ansatte 249 266 241
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172