23948sdkhjf

Koncerndirektør om Mielke-ansættelse: - Idéen kom meget sent

Udskiftningen på topposten i modulbyggeren Scandi Byg er ingen overraskelse, fortæller koncerndirektør i ejerselskabet

Det lå ikke i kortene, at brancheprofilen Henrik Mielke skulle overtage topposten i Scandi Byg. 

Han var adm. direktør i MT Højgaard, da dialogen om et frasalg af den nordjyske modulbygger blev annonceret i januar 2023, men han forlod topposten hos entreprenørkæmpen sidst på året, da Steffen Baungaard - tidligere topchef i blandt andet Huscompagniet - blev ny adm. direktør.

- Jeg havde ikke set, at det ikke skulle fortsætte (Henrik Mielkes direktørpost i MT Højgaard, red.), siger Thomas Raunsbæk, der er koncerndirektør hos Nordic Wood Industries.

- Så opstod muligheden, men idéen kom meget sent, understreger han.

Ejerskiftet i Scandi Byg fra MT Højgaard til Nordic Wood Industries blev gennemført ved overgangen fra 2023 til 2024.

Vi har fra start været enige om, at det ikke var en permanent løsning. Men Torben (Bloch Nielsen, red.) har holdt stafetten, indtil handel var en realitet. Thomas Raunsbæk, koncerndirektør, Nordic Wood Industries

Dermed kunne man også sætte en bagkant på den konstituerede adm. direktør, Torben Bloch Nielsens, tid som topchef.

- Så ved årsskiftet gik jeg i gang med at finde permanent direktør. Det ligger bag timingen, siger Thomas Raunsbæk.

Venter med målsætninger

Med ansættelsen af Henrik Mielke får den nordjyske modulbygger en ny topchef med et indgående kendskab til firmaet via det tidligere moderselskab, MT Højgaard.

En langstrakt affære

Salget af Scandi Byg fra MT Højgaard til Nordic Wood Industries var en langstrakt affære. Et "forpligtende samarbejde og optionsaftale om salg af Scandi Byg" til Nordic Wood Industries blev præsenteret i januar 2023, men først i august var handlen endelig aftalt og godkendte af konkurrencemyndighederne. Salgsprisen lå angiveligt omkring 30 mio. kr.

Selskabet, som nu er blevet til det nuværende Scandi Byg, blev etableret den 12. december 2022 under navnet Sky 2022 A/S. Navneskiftet til Scandi Byg A/S blev foretaget 29. december 2023.

Samme dag skiftede det MT Højgaard-ejede selskab Scandi Byg A/S navn til Selskabet af 24. marts 1982 A/S.

Modulbyggeren har levet en økonomisk turbulent tilværelse og havde udviklet sig til et økonomisk smertensbarn for MT Højgaard med et samlet minus på 141 mio. kr. i perioden 2016-2022. Ikke mindst på grund af et underskud på næsten 90 mio. kr. i 2022. Samme år var omsætningen også faldet til 331 mio. kr.

I 2023, sidste år under MT Højgaards ejerskab, gav aktiviteterne i firmaet, som nu hedder Selskabet af 24. marts 1982 A/S, et underskud på 7,0 mio. kr. 

Siden afskeden med MT Højgaard har Henrik Mielke sat sig på en række bestyrelsesposter, herunder en plads i bestyrelsen i det nye Scandi Byg A/S. 

- Han kommer med en ballast, med kompetencer og med et kendskab til branchen, som jeg glæder mig meget til at få med på holdet, siger Thomas Raunsbæk om ansættelse.

Hvordan han forventer, at disse erfaringer kommer i spil, vil Thomas Raunsbæk ikke uddybe på nuværende tidspunkt.

- Vi har ikke diskuteret nye målsætninger. Han skal i gang og sætte sig ind i den del af forretningen, han ikke kender, siger koncerndirektøren.

Thomas Raunsbæk løftede i maj en flig af sløret for arbejdet med en ny strategiproces for Scandi Byg. Her lød det blandt andet, at pilen pegede op, når det handlede om ambitionerne.

Allerede under Torben Bloch Nielsens ledelse blev forretningen i grove træk skåret i tre.

Et segment dækker større projekter på 100 mio. kr. og opefter, som modulbyggeren løbende skal have en til to af. Hertil kommer mindre projekter med standardiserede løsninger, samt det tredje forretningsben med pavilloner, skure og lignende.

Hele tiden planen

Direktørskiftet er ingen overraskelse, fortæller Thomas Raunsbæk og understreger samtidig, at der ikke har været utilfredshed med den afgående direktør, Torben Bloch Nielsens, arbejde.

Faktisk har det hele tiden været planen, at han kun skulle være en midlertidig løsning. Da Torben Bloch Nielsen blev præsenteret som topchef i Scandi Byg i november 2022 var det netop som konstitueret på posten.

Siden blev aftalen forlænget ad flere omgange, blandt andet fordi salget af modulproducenten trak ud, fortæller Thomas Raunsbæk:

- Vi har fra start været enige om, at det ikke var en permanent løsning. Men Torben har holdt stafetten, indtil handel var en realitet, siger Nordic Wood Industries-direktøren.

Scandi Byg

  • Scandi Byg A/S er dansk markedsleder inden for industrielt fremstillet byggeri og er specialister i udvikling, produktion og opførelse af modulbyggeri for både private og offentlige kunder.
  • Virksomheden blev grundlagt som Midtfjord Træindustri ApS i 1978 af Hans Jørgen Madsen med Niels Storvang som anpartshaver i nordjyske Løgstør, hvor man har ligget siden.
  • I 1984 blev virksomheden opkøbt af MT Højgaard Holding, og efter skiftende navne lagde man sig i 2002 fast på Scandi Byg.
  • Ved årsskifter 2023-2024 overtog Nordic Wood Industries ejerskabet over Scandi Byg A/S.

Kilde: Scandi Byg

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107